Flot Sony lyd for motionister

Danske it-virksomheder bløder

Mens salget af laptops, skærme, Wi-Fi routere og web-kameraer til hjemmekontoret er vokset med rekordfart under Corona krisen, ser situationen helt anderledes ud i den professionelle del af den danske it-verden.

Hver tredje danske it-virksomhed kan kun overleve i seks måneder, hvis krisen og markedet fortsætter som nu. Så er det slut med likviditeten hos 30,9 procent af landets it-firmaer.

Halvdelen af alle danske it-virksomheder oplever en nedgang i omsætning på grund af COVID-19 pandemien. Hver femte må leve med et dyk i indtjeningen på mere end 20 procent i forhold i samme periode sidste år.

Det viser en ny opgørelse, som IT-Branchen har offentliggjort i dag.

Hvert fjerde danske it-firma – 25,5 procent – har måttet justere på personale-siden. Enten gennem opsigelser eller ved at få medarbejderne til at gå ned i løn.

Computer-firmaerne er normalt ikke dem, der stjæler overskrifterne i danske medier, når de skal beskrive stemningen i dansk erhvervsliv, efter at Corona virussen har indtaget vores lille land.

Sådan svarer danske it-virksomheder på spørgsmålet om, hvor mange procent omsætningen har ændret sig i marts og april . sammenlignet med de samme to måneder i 2019. (Infografik: IT-Branchen)

Situationen er dog lige så alvorlig som i de øvrige dele af industrien: På ganske få uger er omsætningen faldet drastisk. Nu er der en risiko for, at it-branchen vil se en konkurs-bølge inden længe.

Ifølge IT-Branchens nye analyse får 56,3 procent af de danske edb-specialister færre ordrer fra erhvervslivet på grund af hele landets nedlukning. 30,1 procent oplever færre bestillinger fra den offentlige sektor, og 14,6 procent en tilbagegang fra private forbrugere.

Brancheforeningen har tidligere advaret om, at flere it-virksomheder er begyndt at udsætte deres betalinger:

”Regningerne skal betales. Også selvom det gør ondt. Her er det vigtigt, at de store og stærke virksomheder og den offentlige sektor viser ansvar og ikke svigter deres it-leverandører. I dag prøver de i stedet at presse it-firmaerne på pris,” forklarer Natasha Friis Saxberg. Hun er adm. direktør i IT-Branchen.

Hun fortæller, at it er en af de første brancher, der typisk bliver ramt i krisetider. Kunderne stopper hurtigt med at investere i teknologi og udvikling.

Hver fjerde danske it-virksomhed er ved at løbe tør for penge på grund af nedgangen i ordrer. De kan ikke overleve mere end et halvt år. (Foto; Darko Djurin / Pixabay)

Omvendt er it også en af de brancher, der er hurtigst til at omstille sig til anderledes tider. Derfor har flere danske it-virksomheder vendt nedgang til opgang ved at tilpasse sig til den nye virkelighed.

Mens 49 procent har mærket et fald i omsætningen i marts og april, kan 29,6 procent fortælle om en stigning under Corona krisen:

”Der er områder af it, som har fået et boost. Det gælder f.eks. digitale samarbejds-værktøjer og hardware, der gør det lettere at arbejde adskilt fra hinanden,” siger Natasha Friis Saxberg.

35,1 procent af de danske it-virksomheder har brugt den stille periode under Corona krisen til at øge deres salgs-indsats. 25,5  procent har investeret i nye forretnings-områder eller nye produkter for at øge omsætningen….

(Indledningsfoto til artiklen: IT-Branchen)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flot Sony lyd for motionister