Her er det ægte Star Wars univers

Computerspil leg eller alvor?

Tusinder af unge og børn helt ned til 10-års alderen kan være involveret i spil, der i sidste ende drejer sig om penge, selvom de på overfladen ligner uskyldige computer games.

Problemet ligger ikke kun i spillenes såkaldte ”loot boxes” (virtuelle skatkister), som spillerne kan købe for at fremme deres præstationer i spillet.

Det ligger måske i endnu højere grad i fænomenet ”skin betting”, hvor spillerne kan handle med ”skin” – f.eks. virtuelle våben i et spil.

Skins, der er vundet på sådan en webside eller i et spil, kan sælges og forvandles til ægte penge, advarer den britiske UK Gambling Commission i en ny rapport.

Trækker moderne computerspil penge ud af lommen på teenagerne?

Ifølge rapporten bruger 370.000 engelske børn og unge mellem 11 og 16 år hver uge penge på at spille computerspil online. I mange tilfælde er der nærmest tale om gambling og betting, der er forbudt for børn under 18 år.

11 pct. af de unge briter har placeret væddemål og penge på såkaldte in-game effekter, der kan være ekstra liv, bedre våben osv. 45 pct. af de 11- til 16-årige er klar over, hvad ”skin betting” er for noget. Langt de fleste er drenge (59 pct.)

”Skin betting” og ”loot boxes” er ikke kun udbredte i populære action spil som f.eks. ”Counter-Strike”, der også anvendes til e-sport og tiltrækker store publikum til events rundt om i verden. De findes også i kasino spil eller spil med virtuelle en-armede tyveknægte, fortæller den store engelske tv-station BBC.

BBC har bl.a. interviewet en studerende på Bangor University i xxxx, der hævder, at han allerede tabte 20.000 kroner på ”skin betting”, da han var 15 år.

Gambling er forbudt for børn, men foregår det skjult i computerspil?

”Det er svært at bede sine forældre om 10.000 kroner til at købe en kniv i Counter-Strike Global Offensive. Så er det nemmere at bede om en tier og forsøge at forvandle den til 10.000 via spillet,” fortæller Ryan Archer til BBC.

Han tilføjer, at man ikke vil se en 11-årig gå ind i en fysisk betting-butik for at spille om penge. Men man ser der allevegne på nettet, hvor det er svært at tjekke deres alder og identitet.

For et par uger siden poppede diskussionen om gambling i computerspil og de såkaldte ”loot boxe” også op i de danske medier, fordi Skatteministeriet følte sig presset til at involvere sig.

Spillemyndigheden under ministeriet forklarer således, at ”loot boxe” kun er ulovlige – ligesom alle andre former for spil – hvis der betales et indskud, der er et element af tilfældighed, og der skal være en gevinst. Hvis gevinsten er virtuel, skal den kunne omsættes til økonomiske midler for at overtræde dansk lov.

Ikke alle computerspil er lige så uskyldige som “Super Mario”.

Spillemyndigheden siger samtidig, at en ”loot box” i f.eks. spillet ”Star Wars Battlefront 2” ikke omfattet af spilleloven. De kan nemlig i deres nuværende form ikke sælges eller på anden vis forvandles til rigtige penge.

Til gengæld er ”skin betting” i spil som ”Counter Strike Global Offensive” omfattet af den danske spillelov. Skins kan sælges på forskellige hjemmesider, og man kan tjene skattepligtige kroner på dem.

Direktør i Spillemyndigheden Birgitte Sand fortæller, at myndigheden er opmærksom på problematikken om loot boxes, selvom det ikke umiddelbart er et fænomen, der reguleres af den danske spillelov:

”Vi følger udviklingen på området tæt, fordi loot boxes og lignende typisk findes i spil til børn og unge, som vi har en særlig forpligtelse til at beskytte.”

Birgitte Sand indskærper samtidig over for forældre, at de bør sætte sig ind i, hvilke spil deres børn beskæftiger sig med:

”Tag en god snak med børnene om sund adfærd, når man spiller. På den måde kan man forhåbentlig undgå ulykkelige situationer, hvor mindreårige bruger penge, de ikke burde have brugt….”

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her er det ægte Star Wars univers