Zoom ind med et blink

Bliver Apple ting 10 pct dyrere?

Det ser ud til, at ikke kun Huawei bliver offer for handelskrigen mellem USA og Kina. Nu bliver også Apple trukket ind i slagsmålet. Således mener amerikanske analytikere nu, at iPhones, MacBooks, iPads, AirPods osv vil blive mindst 10 pct. dyrere i de kommende uger.

Apple skal som alle andre amerikanske virksomheder betale 10 pct. import-told på alle komponenter og varer fra Kina. De prisforhøjelser kan kun blive sendt videre til kunderne.

Man kan så håbe på, at Apple ikke benytter lejligheden til at sætte priserne lidt ekstra op, når de nu er ved at trykke nye skilte. Det har så mange andre virksomheder i andre brancher gjort før dem.

Den nye import-told går ud over mange andre tech-firmaer, som får deres produkter bygget i Kina eller køber komponenter fra kineserne. Det kan f.eks. også omfatte HP og Dell.

Apple har tidligere advaret om, at stort set alle firmaets produkter vil blive berørt af den ekstra afgift. Nogle produkter som f.eks. iPhone bliver fremstillet 100 pct. i Kina, mens andre indeholder vigtige dele fra kinesiske fabrikker.

I hvert fald vil pris-stigningerne ramme iPhone, iPad, Mac, AirPods, Apple TV samt tastaturer, mus og skærme. Det samme gælder reservedele som f.eks. batterier.

Apples topchef Tim Cook har været i personlig forbøn hos præsident Trump for at slippe for import-tolden, men blev afvist. Reglerne gælder for alle – uden undtagelse.

De fleste af Apples produkter bliver fremstillet i Kina og sendt ud i verden med containerskib. Nu er den en risiko for, at de alle bliver 10 pct. dyrere. (Foto: Pixabay)

 

Spørgsmålet er, om prisstigningen på 10 pct. eller mere også vil kunne mærkes i Europa og i danske butikker. Det er man ikke klar over på nuværende tidspunkt hos Apple Danmark.

iPhones, der skal sælges i f.eks. Danmark, har vel næppe rundet USA, inden de kommer til vores breddegrader. De sendes sandsynligvis direkte fra Kina til Europa.

Er det tilfældet, får produkterne ikke mere told lagt på, end der allerede er. EU tager for tiden 25 pct. afgifter på elektronik fra Kina.

Under alle omstændigheder er der god grund til at holde øje med priserne i de kommende uger og måneder. Ikke mindst, hvis nye Apple ting står på ønskesedlen….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Zoom ind med et blink