Garmin klar med Approach X10

Apple HomePod den 9. februar

Det er efterhånden over et halvt år siden, at Apple løftede sløret for sin intelligente HomePod højttaler, der skal tage kampen op med Amazons Alexa Echo og Googles Home Assistant bokse.

HomePod skulle egentlig have været færdig i november, så den kunne nå at komme med i julehandelen. Men til stor ærgrelse for Apples ledelse måtte lanceringen udsættes på grund af tekniske problemer.

Nu skulle det imidlertid være ganske vist. Apples Siri-udstyrede højttaler vil komme blive frigivet fredag den 9. februar. Prisen bliver 349 USD eller ca. 2.150 kroner.

HomePod bliver integreret med Apple Music streaming tjenesten.

Ligesom sine rivaler fra Amazon og Google holder Apple sig desværre kun til salg i få store markeder i første omgang. Det betyder, at HomePod ikke vil blive solgt på det danske marked lige med det samme – og i hvert fald ikke så længe den ikke forstår danske stemme kommandoer.

Fra begyndelsen kan HomePod købes i USA, Australien og Storbritannien. Tyskland og Frankrig kommer med senere på foråret. Amerikanere, briter og australiere kan forudbestille en HomePod fra i morgen fredag den 26. februar.

Udefra er der ikke forandringer at se i forhold til de første HomePods, som Apple præsenterede i juni sidste år. Indenbords skal der dog være sket et og andet.

Først og fremmest skal den 360 graders rundstrålende HomePod være langt mere Hi-Fi end sine rivaler, der gør mere ud af den smarte stemme-styrede betjening end af lydkvaliteten. Apple spiller i en hel anden liga på den front, og det skal bl.a. kunne forsvare, at HomePod koster op til dobbelt så meget som lignende højttalere fra Amazon og Google.

Apple HomePod skal give forbløffende god Hi-Fi af en så lille højttaler.

Apple vil hellere sammenlignes med Hi-Fi mærker med trådløse højttalere som Sonos eller Bang & Olufsen. Af samme grund er HomePod designet til at arbejde tæt sammen med Apple Music – og formentlig ikke andre streaming-tjenester som f.eks. Spotify.

Apples første Hi-Fi højttaler er bl.a. udstyret med syv diskat tweeters og en meget effektiv bass/subwoofer. Den skal kunne tilpasse sig automatisk til rummets akustiske forhold via indbygget kunstig intelligens – og seks mikrofoner sikrer, at højttaleren kan høre sine ejeres stemme-kommandoer, uanset hvor i rummet de måtte befinde sig.

I de senere dage har der været mange rygter om, at Apple ville indbygge stereo-parring af to højttalere eller en multi-room funktion, så man kan have et antal indbyrdes forbundne HomePods placeret rundt om i huset. De features vil dog ikke være klar fra begyndelsen, men kommer først senere i år som en software opdatering.

Til gengæld ser det ud, som om HomePod kan lystre flere brugere. Det er en svaghed ved de fleste andre stemme-kontrollerede højttalere, at de er meget person-fokuserede – og reelt set kun kan bruges af et enkelt menneske.

Sandsynligvis kan HomePod fungere som en “speakerphone”, således at man kan lægge sin iPhone og i stedet bruge højttaleren som en håndfri telefon. På samme måde kan man naturligvis stille spørgsmål til Siri om alt muligt ligesom på sin Apple mobil.

Når man tænker på, hvordan “gammeldags højttalere ser ud i indvendig med enheder til bas, mellemtone, diskant og en printplade som delefilter med ledninger plus dæmpe materiale, er Apples HomePod nærmest en komplet computer med samme A8 processor, der kendes fra iPhones.

Det bliver også spændende at se, hvilke partnere og nye HomeKit hjemme-produkter Apple vil præsentere ved sin lancering om to uger. Alene det at man kan kontrollere musikken ved at tale sin højttaler er slet ikke nok længere.

Amazon har bl.a. fået sin i øjeblikket suveræne position i markedet for tale-styrede højttaler ved at tilbyde sit trådløse Alexa system i alt fra tv og køleskabe til kaffemaskiner, termostater, alarmer, kameraer og dørlåse. Desuden kan man via Alexa bede højttaleren om f.eks. at læse nyheder op, tjekke vejrudsigten, bestille flybilletter eller booke hotel.

Med beslutningen om at forbeholde HomePod til kun nogle få markeder følger Apple (desværre) i hælene på Amazon og Google. Den officielle forklaring er, at højttalerne skal kunne forstå kommandoer på det lokale sprog, før de lanceres.

Sludder – for de fleste danskere, der kunne finde på at købe en stemme-styret højttaler af første generation – vil sagtens kunne leve med at sige kommandoerne på engelsk til dem. Det er jo ikke lange komplicerede sætninger, der er tale om.

Som den eneste af de store fabrikanter ser Samsung ud til at bryde denne trend. Når Samsungs Bixby assistent kommer på markedet senere i år i både højttalere, køleskabe, vaskemaskiner, tv og smartphones, vil den kunne fås i en dansk udgave. Tak for det Samsung….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Garmin klar med Approach X10