Ekstra fart på Nokia 3310

Alle kan bestille et cyber-angreb på nettet

Man behøver hverken være hacker eller computer ekspert for at lave et angreb på en virksomheds hjemmeside eller it-systemer.

Det kræver blot, at man går ind på bestemte websites og bestiller sit angreb, og så kan det sættes i gang. Prisen for et angreb er afhængig af angrebets længde og begynder ved fem dollar for et angreb på en time. Det er også muligt gratis at ”teste” angrebet i 10-15 minutter først.

TDC’s koncerndirektør Louise Knauer fortæller om en russisk hjemmeside, hvor man kan købe et såkaldt DDos angreb på danske it-systemer for bare nogle få dollars.

Senest har Udenrigsministeriet og Udlændinge- og Integrations-ministeriet været ramt af ”DDoS attacks” i denne uge.

80 pct. af de it-ansvarlige i dansk erhvervsliv mener, at en god og sikker internet forbindelse er kritisk for virksomheden. (Foto: TDC)

Ifølge TDC er danske virksomheder i gennemsnit udsat for DDoS angreb 2,5 gange om året. Der går stort set ikke en uge, hvor TDC’s særlige Security Operations Center ikke hører om nye.

Centret, som Louise Knauer er øverste chef for, er specialist i al slags data-sikkerhed. Det overvåger, bekæmper og rapporterer angreb for kunderne i TDC Erhverv.

”Det er en foruroligende udvikling, at cyber-angreb er blevet en handelsvare på linje med nye kondisko eller kaffekapsler. Desværre er der steder i verden, hvor kontrollen med hjemmesider er ikke-eksisterende. Det giver it-kriminelle ret frit spil til at sælge deres ”ydelser”,” forklarer Louise Knauer.

Virksomheder  – og for den sags skyld også private – bør sikre sig med filtre, der forhindrer cyber-angreb i at komme frem til ens netværk.

Man kan desværre købe et cyber-angreb på internet ligesom et par nye sneakers eller ekstra kaffekapsler, fortæller TDC¨s koncerndirektær Louise Knauer (Foto: TDC).

”Hvis først trafikken er nået frem til bredbåndslinjen hos virksomheden – eller ministeriet – er der ikke noget at gøre. Det er ligesom med en flodbølge, hvor det handler om at lede vandet væk, inden den rammer målet,” siger TDC’s koncerndirektør.

Hun vurderer, at DDoS-angreb rammer dansk erhvervsliv bredt. Og hun anbefaler, at man som virksomhedsleder eller it-ansvarlig tænker sig om.

”80 pct. af de it-ansvarlige i danske erhvervsliv fortæller, at en god forbindelse er virksomhedskritisk. Bare nogle timers eller ét døgns nedetid under sommer-udsalget eller på f.eks. Black Friday kan koste dyrt for en virksomhed, der lever af nethandel.”

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ekstra fart på Nokia 3310