Kandao gør video-konferencer rigtigt pro

Verden har fået ny miljø-rigtig mobil

Da hollandske Fairphone lancerede sin første miljø-rigtig smartphone for seks år siden, blev der trukket lidt på smilebåndene rundt omkring i telebranchen. Hvordan skulle en lille fabrik med store idealer kunne overleve, når mobilgiganter som Apple, Huawei eller Samsung skruede op for marketing kanonerne.

Det er nu gået meget godt. Fairphone har solgt omkring 250.000 telefoner, hvilket selvfølgelig ikke er meget i sammenligning med de millioner, som markedets store planlægger til hver ny model. Men Fairphones formål har ikke været at tjene mange penge til sine initiativtagere.

Det har været at gøre opmærksom på, at man faktisk godt kan bygge en mobil, som indeholder materialer, der er fremstillet klima-korrekt – og hvor ansatte i alle led får en fair løn. Også i u-lande, hvor mange råvarer stammer fra.

Udefra ligner Fairphone 2 de fleste andre mobiler i mellemklassen.

I går løftede Fairphone for sin Model 3, efter at 2’eren har været solgt siden 2016. Det er en lang levetid for en mobiltelefon, men også det er bevidst. Hvis folk beholder deres smartphone længere, bliver der ikke smidt så mange ud til affaldet.

Den nye Fairphone 3 er udviklet med samme åbenlyse hensyntagen til miljø og forsyningskæde – ”Supply Chain” – som forgængerne. Det betyder f.eks, at råvarer som tin, guld og tungsten kommer fra konflikt-frie regioner. Pengene ryger ikke til militære grupper. Fairphone 3 er Gold certificeret af Fairtrade og rummer en stor del genbrugt plastik og kobber.

Fairphone fortsætter også med sit princip om en modul-opbygget mobil. Det betyder, at reparationer bliver nemmere, og man kun behøver at sende en del af telefonen til service. I mellemtiden kan man klikke et nyt modul ind.

I forhold til de fleste andre mobiler er Fairphone meget enkel at reparere og opgradere. Alt sidder i moduler fremstillet af genbrugs plast og metal.

Opbygningen gør det samtidig nemmere at opgradere og udbygge sin mobil. Man behøver ikke at købe en helt ny smartphone, hvis man vil have et bedre kamera, en hurtigere processor eller et stærkere batteri.

Fairphone fortæller, at man har etableret et genbrugs-system, så man i flere lande kan få et beløb for sin gamle mobil, når man køber en ny Fairphone 3. Det sker parallelt med, at Fairphone har strammet reglerne yderligere for sine leverandører. De skal opfylde skrappe regler for miljø og deres medarbejderes sundhed, lønninger og sikkerhed.

Folk vil formentlig ikke købe Fairphone 3 på grund af sine tekniske data. De vælger Fairphone på grund af deres grønne samvittighed. Den er blevet mere stærkere hos de fleste siden 2013. Godt hjulpet af Greta Thunberg og katastrofe-overskrifter om klima-kriser.

Greta Thunberg lander i dag i New Yorks havn efter hendes meget omtalte sørejse på tværs af Atlanten i sejlbåd, fordi den svenske skolepige ikke vil flyve på grund af jetmotorers forurening. Mon ikke Fairphone står klar på kajen med en ny mobil til Greta? Det ville være et oplagt medie-stunt.

Indendørs i Fairphone 3 ligger en Snapdragon 632 fra Qualcomm. Det er en mellemklasser chip, der assisteres af 4 GB RAM og 64 GB lager. Styresystemet er Googles skrabede Android 9.

LCD skærmen er på 5,7 tommer i Full HD kvalitet. Batteriet har en kapacitet på 3.000 mAh. Lidt skuffende nøjes Fairphone med et enkelt kamera på bagsiden. Det er på 12 megapixel. De hollandske fabrikanter regner åbenbart ikke med, at køberne vil tage masser af fotos og selfies i regnskoven.

Fairphone 3 sælges i en række europæiske lande, men ikke i danske butikker. Heldigvis kan den grønne mobil købes hos tyske eller svenske forhandlere, ligesom Fairphone har sin egen online shop. Her koster Fairphone 3 450 euro eller ca. 3.450 kroner. Levering vil ske fra første uge af september….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kandao gør video-konferencer rigtigt pro