Solenergi så let som aldrig før

Vågn op til den grønne tid

Det er ikke hver dag, at man skriver om et traditionelt armbåndsur. Altså en tidsviser uden digitale kvaliteter og trådløs forbindelse til omverdenen. Heller ikke en flot nyhed fra en af de berømte schweiziske ur-manufakturer.

Det nye Awake ur er imidlertid alt andet end traditionelt, når man kigger nærmere på et. Awake er nemlig verdens mest miljørigtige armbåndsur.Skabt udelukkende af naturlige materialer, genbrug og uden giftstoffer. Fremstillet via rene processer og minimal transport afstand mellem underleverandører og fabrik.

Det lyder som taget direkte ud fra en skolebog for grønne mennesker. Masser af teori, der er svær at gennemføre i virkeligheden. Ikke sådan hos Awake. Det lille firma er helt åben om sit produkt og de anvendte råvarer. Der er nærmest en varedeklaration for hver eneste smådel.

Awake ser samtidig ud til at have formået at skabe et ur af høj kvalitet. Det er sjældent, man ser det. Ofte må købere af eco-produkter acceptere, at de ikke er helt på højde med de mere traditionelt fremstillede varer. Miljø-tilhængere må ligesom tage det med i købet for at gøre verden til et lidt mere rent sted at være.

En stor del af Awake urene består f.eks. af et materiale, der kaldes for ”Phoenix”. Det er fremstillet af genbrugs-plastik, som er hentet op gennem rensning af verdenshavene. Læderet i urremmene har ikke været igennem en giftig kemisk proces til beskyttelse af overfladen. Læderet stammer i øvrigt fra økologisk opdrættet kvæg i Italien.

Naturligt gummi bruger Awake også – ikke noget kunststof her. Selv metallænkerne i rustfrit (316L) stål er genbrug. De fås i farverne guld, sølv og sort – og kan udskiftes på få sekunder uden anvendelse af værktøjer.

Den mest iørefaldende del af Awake er naturligvis urskiven. Den fås i flere farver, der alle har en let mønstret overflade, der changerer med lyset i det rum eller de omgivelser, hvor man har uret på. Urskiven ligger beskyttet under K1 glas. Det er ridsefast, vandtæt og er lettere at genbruge end safir, som bruges på næsten alle andre armbåndsure af høj kvalitet.

Awake reklamerer med, at uret er ”Powered by Nature”. Det må vel betyde, at selve urmekanikken også er fremstillet af genbrugs-materialer. I hvert fald så langt, som det har været praktisk muligt. Sloganet betyder imidlertid også noget andet:

Awake holder sig kørende ved hjælp af både solstråler og kinetisk energi – altså bevægelse af armen. Solenergi og lys er hovedkilden, mens kinetik bruges som en gang-reserve, der holder i op til seks måneder. Selv med en rolig hånd burde Awake bæreren aldrig skulle tænke i, at hans eller hendes ur går i stå.

Awake indeholder slet ikke noget batteri. Det ville ellers have gjort arbejdet lettere for urets designere, men på den anden side rummer batterier giftige stoffer, der er svære at genbruge. Således er grundstoffet Lithium, som bruges i moderne batterier, genstand for konflikter i flere af de lande, hvor det udvindes – f.eks. i Sydamerika, Australien og Kina.

Endelig har Awake lakeret store dele af uret med C1 SuperLuminova. Det er et ikke-radioaktivt materiale, der absorberer lys om dagen og frigiver det i mørke. Med andre ord er Awake svagt selvlysende, så man altid kan se, hvad klokken har slået.

Awake forsøger i øjeblikket at skabe opmærksomhed omkring sit meget grønne urprojekt og ved samme lejlighed at samle kapital til en decideret produktion. Det sker via iværksætter portalen Kickstarter, hvor Awake allerede har hentet fire gange de penge, som var nødvendige.

Man kan fortsat forudbestille et Awake ur til sin grønne samvittighed. Uret fås i farverne Navy blue, Electrics Blue, Khaki Gree, Sequoia Brown og Grey-to-Black. Priserne begynder ved 229 USD – knap 1.500 kroner – og produktionen indledes i august….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Solenergi så let som aldrig før