Myndigheder jager info fra Facebook

Twitter vil være nyheds-tv

Twitter har længe haft problemer med at forny sig, og derfor er brugertallet også nærmest gået i stå omkring de 328 millioner på verdensbasis.

Det har naturligvis gjort ondt på Twitters ledelse, når ærkerivalerne fra Facebook plus de frække opkomlinge fra Snapchat har taget næsten alle de positive overskrifter.

Facebook, fordi det går vældigt godt med alle fire ben – Messenger, Instagram, WhatsApp og Facebook selv, hvor tre har flere end en milliard brugere.

Og Snapchat fordi den hurtigt gående besked tjeneste har godt fat i især teenagerne. Det er jo dem, der er fremtid i, mens Twitters eget kerne publikum er ved at blive meget gråhåret.

Twitter skal finde på noget nyt. Brugertallet står stille, og i det seneste kvartal faldt omsætningen for første gang.

Twitter har puslet med flere mulige løsninger for at komme ud af stilstanden. Der er f.eks. kommet bedre integration af videoer, men man kan altså stadig kun bruge 140 tegn i sine indlæg.

En ny aftale med den store nyhedstjeneste Bloomberg skal omsider give Twitter det længe ønskede spark fremad.

Bloomberg vil levere 24 timers nyheder til Twitters nyheds-strøm – en hård konkurrence til først og fremmest Facebook og Mark Zuckerbergs ambitioner om, at hans sociale medie skal være vores allesammens primære nyhedsavis.

Bloomberg har travlt med at understrege, at der ikke bare bliver genbrug af artikler fra mediekoncernens egen nyhedstjeneste og fra Bloomberg TV.

Den nye nyhedskanal på Twitter vil få egne historier og ”live streaming” fra Bloombergs journalister og afdelinger verden over.

Twitter har omkring 328 millioner aktive brugere på verdensplan – ærkerivalen Facebook mere end fem gange så mange. Mere præcist 1,86 milliard.

Indholdet bliver også bredere end Bloombergs egne kanaler, der fokuserer mest på erhverv, finans og politik.

Som led i aftalen får Bloomberg eneret til at levere nyheder til Twitter, men Twitter kan dog også selv bidrage til nyheds-strømmen med videoer.

Ifølge Bloomberg Medias topchef Justin Smith vil nyhedstjenesten blive ”fokuseret på de vigtigste nyheder til et intelligent publikum over hele verden.”

Nyhedstjenesten har endnu ikke fået et officielt navn, men dét når den nok, inden den går i luften i løbet af det kommende efterår.

Da nyhederne formentlig bliver gratis, skal Twitters nyheds-tv finansieres af annoncer. Det betyder, at indslagene på bedste amerikanske manér bliver enten afbrudt af reklamer, eller der kommer spots mellem hver historie.

Twitter håber at kunne fange en stor del af de mennesker, der ser tv og læser nyheder på deres smartphone – fremfor på tv hjemme i stuen.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Myndigheder jager info fra Facebook