Lenovos tablets er nu også smarte hubs

Tre giganter slås om gamer-tronen

I dag åbner Google for sin nye Stadia spil-service på det danske marked. Dermed har start-skuddet lydt for det første kapløb om underholdning på mobiler, tablets og laptops mellem verdens tre største tech-virksomheder.

Apple og Google løftede sløret for deres respektive gamer-ambitioner næsten samtidig i september, men Apple kom altså først ud af starthullerne med sin Arcade tjeneste.

Den er nu oppe på over 100 spiltitler med seks helt nye. De kan spilles frit og gratis på tværs af alle Apple enheder. Dog skal man tegne et Arcade abonnement på 39 kroner om måneden.

Google åbner i dag sin Stadia service for danskerne. (Foto: Google)

Google havde i første omgang kun planlagt at have 12 forskellige spil parat, når den konkurrerende Stadia service åbner i dag. Den øgede aktivitet hos Apple og nu også Microsoft har dog fået Google på andre tanker.

Søndag meddelte Google således, at Stadia har 22 spil klar til premieren. Flere af dem er kendte bestsellere som ”Assassin’s Creed Odyssee”, ”Mortal Combat 11” og ”Wolfenstein: Youngblood.”

Nok så vigtigt er, at Google Stadia har fået ”Football Manager 2020” og ”NBA 2K2020” ombord. Google har nemlig fået en del kritik for helt at glemme sportsspil i sit repertoire.

Google tilbyder en praktisk klips, som man kan sætte på sin spilcontroller for at holde mobiltelefonen samtidig. (Foto: Google)

 

Google vil sælge abonnementer til Stadia, der koster 69 kroner om måneden. For de penge kan man streame alle de spil, man har lyst til. De kan spilles på Android smartphones og tablets, pc’er med Googles Chrome browser og på smarte tv, der har fået monteret Googles Chromecast.

Den tredje i selskabet – Microsoft – vil lægge ud med 50 spiltitler i sin kommende xCloud service. Blandt dem er titler som ”Devil May Cry 5”, ”Tekken 7” og ”Madden 2020”.

Microsoft har samtidig travlt med at understrege, at man tager den nye spil-satsning meget mere seriøst end Google. Man har vel et godt renommé fra Xbox spil-konsollerne at leve op til.

“Sociable Soccer” er et af de nye spil, som Apple har fået på sin Arcade tjeneste. (Foto: Apple)

Microsoft xCloud åbner først næste år, men man kan få lov til at kigge ind allerede nu, hvis man bor i USA, England eller Sydkorea.

Her er det foreløbig kun Android mobiltelefoner og tablets, som xCloud kører på. Senere kommer også Windows pc’er og tablets. Desuden ventes Microsoft at brede XCloud spiltjenesten ud til smarte tv og Apple enheder.

Ideen med alle tre spil-tjenester er at udnytte internet – skyen eller cloud’en – som afløser for traditionelle spilkonsoller som Sony Playstation, Nintendo Switch eller Microsoft Xbox.

Microsofts nye xCloud service kører i første omgang kun på Android mobiltelefoner og tablets. (Foto: Microsoft)

Man skal heller ikke længere købe nye computerspil i dyre domme. I stedet downloader eller streamer man dem fra nettet og direkte ned på sin mobiltelefon, tablet, pc eller tv.

Det er et enormt marked på over 870 milliarder kroner, som bare vokser og vokser. Dét har telefon-fabrikanterne også for længst opdaget.

De har travlt med at lancere særlige gamer-mobiler eller tune deres topmodeller med processorer til bedre grafik og hurtigere skærme. Et eksempel er OnePlus, hvis nye mobil-displays opdateres 90 gange i sekundet (Hz) mod normalt 60 på normale smartphones….

(Indledningsfoto til artiklen: Jeshoots / Unsplash)

Microsoft er begyndt at varme op til sin XCloud spiltjeneste, der åbner næste år. (Foto: Microsoft)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lenovos tablets er nu også smarte hubs