Super projektor klarer 120 tommer tv
Vis et 90 tommers tv-billede i 4K kvalitet med projektoren stående kun fem centimeter fra væggen. Eller få en 120 tommers skærm blæst op med ”kanon” bare 18 cm fra mur eller lærred.
Det lyder ret utroligt, men er ikke desto mindre de præstationer, som LG reklamerer med på sin nye HU85L CineBeam projektor. Den får verdenspremiere på CES udstillingen i Las Vegas straks efter nytår, men vækker allerede nu stor opsigt i alverdens tech medier.
Hvor man i gamle dage måtte placere video projektoren flere meter fra væggen, hvor billedet skulle vises på, er situationen helt anderledes i dag. Fabrikanter som f.eks. Sony og LG har udviklet laser-bevæbnede ”Ultra Short Engine” kanoner, der kan stilles lige foran skærmen. Typisk på en hylde eller en skænk.
Det vil også være den oplagte plads for den nye LG projektor, selvom den også sagtens kan stå på gulvet, når den kaster sine store billeder op på lærred eller væg. Det sker med en lysstyrke på 2.500 lumens (ANSI), der måske ikke er ideel i direkte solskin, men producerer fine billeder under alle andre forhold.
LG har samtidig indbygget sin ThinQ kunstig intelligens i den nye projektor.
Den sikrer dels, at man kan styre billedvisningen og afvikling af streamet video med sin stemme. Man taler bare direkte ned i mikrofonen på den medfølgende Magic Remote fjernstyring.
Dels hjælper intelligensen med til at finjustere billederne ude i skærmens hjørner i tolv trin, så de står helt rene og forvrængningsfri.
Fjernbetjeningen har i øvrigt belyste knapper, så man kan finde de rigtige knapper i mørke. Desuden kan den også betjenes ved hjælp af håndbevægelser, hvis stemmen er forsvundet – den såkaldte ”gesture control.”
Med 4K eller UHD, som den tekniske specifikation også kaldes, sikres et billede med 3.840 gange 2.160 punkter. LG lover, at video, fotos og præsentationer står knivskarpt med dyb sort og naturlige farver næsten, uanset hvilken væg man blæser billedet op på. Bedst er selvfølgelig en hel jævn og hvid baggrund.
Hvis I kigger på nettet eller besøger en tv-butik, vil I opdage, at moderne 4K tv-apparater med skærmstørrelser på 90 eller 120 tommer koster en formue. Hvis man da overhovedet kan købe dem.
Helt så galt er det ikke med den nye HU85L CineBeam projektor fra LG. Den bliver næppe lavpris, men uden tvivl langt billere end, hvad et tv med samme skærmstørrelse ville koste.
LG projektoren har desuden en design-mæssigt ekstra fordel. Langt fra alle synes, det pynter i dagligstuen med et tv, der fylder det meste af den ene væg. LG’s nyhed er kun på størrelse med en dvd-afspiller, og væggen står helt ren og tom, så længe projektoren ikke er i brug….
Ingen kommentarer endnu