Apple køber stort ind af film

Snapchat briller bliver pænere

Man kan sige, at de nye elektroniske solbriller fra Snapchat kommer lidt sent i forhold til sommeren i Europa. Men bedre sent end aldrig. For de nye Snap Spectacles skal være meget bedre end forgængerne.

De ligner først og fremmest almindeligt elegante solbriller nu. De kan optage både video og fotos – de gamle kun små video klip – og så kan de tåle regn og vand. Ret praktisk, når vi taler udendørs briller, som skal bruges på stranden, ved fester, på barer, cafeer og værtshuse.

Jeg skrev første gang om de nye videobriller i april, da Snap lancerede dem. Dengang blev de vist i det gamle design med runde glas og et tykt stel a la hornbriller. I mellemtiden er der så sket ting og sager, så den nye anden generation sælges i to meget pænere varianter ved navn ”Veronica” og ”Nico.”

De nye Snap Spectacles ligner moderne solbriller. Til venstre er det Veronica modellen, til højre Nico.

Begge har stadig det formål, at de fungerer som små videokameraer. Ved siden af brilleglassene sidder små objektiver og mikrofoner, der kan optage 10 sekunders sekvenser, som man uploader trådløst via sin mobiltelefon til at blive vist på brugerens Snapchat profil.

Nico og Veronica kan indspille op til 70 videoer eller hundreder af fotos på en opladning, inden det lille batteri i brillestellet trænger til ny energi. En vigtig nyhed i den forbindelse er, at brillerne ikke kun kan skyde videoer, men også stillbilleder – altså fotos.

Desuden meddeler Snapchat, at man kommer med en ny smart feature, der kan samle alle ens videoklip i én stor sekvens. Den nye funktion skal hedde Highlight Story.

De nye Snapchat briller kan tage fotos eller indspille små videoer af omgivelserne, mens man går rundt med dem på.

De to nye briller lanceres som ”verdens mest moderigtige håndfrie kamera.” Nok ikke helt forkert, selvom en del trend-bevidste mennesker vil synes, at kun den ene sorte farve til brillestellet er lidt for klassisk i forhold til brillernes sjove og moderne formål.

Nico og Veronica skal være meget solide at have på. De går ikke let i stykker, og brilleglassene har fået et lag polarisering, så de holder skadelig UV-stråler borte fra øjnene. Desuden er de nu vandtætte. Godt at vide, når man vil optage diskrete videoer ved poolkanten eller på badeferien sydpå.

Danskere kan købe de nye videobriller online fra i dag. De koster 229 euro eller ca. 1.750  kroner….

https://www.youtube.com/watch?time_continue=1&v=s2W-c5ApgqA

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Apple køber stort ind af film