Hørebøffer for de rock glade

Slut med eksklusiviteten hos OnePlus

Det hele begyndte som en hemmelighed. En smartphone, der gav rigtig meget for pengene. ”Flagship Killer” blev den kaldt.

Indledningsvis var det utrolig svært at få fat i en OnePlus. Den blev kun fremstillet i et begrænset antal. Man kunne udelukkende købe den online – og kun ét sted. Og man skulle stå i kø for at købe et eksemplar. Kun udvalgte fik lov.

Denne højst utraditionelle form for markedsføring var genial. Myterne begyndte at vokse sig skyhøje omkring OnePlus. Efterspørgslen ligeså. Alle entusiaster, der ikke lige var forlovet med Apple, skulle have en.

Det var i 2014, og OnePlus gentog tricket flere år i træk. Indtil sidste år, hvor først OnePlus 5 og i efteråret også OnePlus 5T.

OnePlus 6 kommer med en Snapdragon 845 processor, 6 eller 8 GB RAM og en skærm på 6,3 tommer.

OnePlus åbnede, så alle kunne købe en telefon på firmaets hjemmeside. Og som noget helt nyt lavede OnePlus en aftale med et dansk teleselskab, der fik telefonen i sine butikker. Det var teleselskabet 3, som aldrig har været bange for at tage chancer.

OnePlus må have været en succes hos 3. For aldrig tidligere har OnePlus fået så meget omtale i Danmark. OnePlus blev ligefrem ”talk of the town” på cafeer og værtshuse. Selv hos dem, der har iPhone, men synes at Apple altså er ved at være for dyr.

I efteråret fordoblede OnePlus så sine danske kanaler. Det største teleselskab af alle – YouSee – kom med på OnePlus vognen inklusive sine datterselskaber.

I næste uge kommer så sjette generation OnePlus. Den nye sekser vil kunne købes overalt i Danmark. Hvor det hele begyndte som en hemmelighed, vil man fremover kunne købe OnePlus 6 hos alle de store teleselskaber. Ud over 3 og YouSee er Telenor og Telia også med i varmen.

OnePlus har hidtil holdt sig til to farver på sine telefoner, medmindre der var tale om special-versioner i begrænset antal. Den nye OnePlus 6 skal i hvert fald komme i to nye kulører – Glossy Black og Sandstone White. OnePlus’ topchef Pete Lau – manden til venstre – viser den hvide variant frem.

Dermed forsvinder eksklusiviteten, men det er lige meget. Langt, langt flere danskere kender i dag mærket OnePlus end for bare to år siden.

Det bliver spændende at se, om de nu fire kanaler også betyder et meget højere salgstal. OnePlus telefonerne har måned efter måned ligget på Top-10 over de mest solgte mobiler hos 3. I de kommende måneder vil vi se, om det også bliver tilfældet hos 3’s konkurrenter.

Nok så spændende for OnePlus interessenter er, at der nu indføres en bytteservice. Hvis folk køber en OnePlus 6, får de en god pris for deres gamle telefoner. Men kun, hvis de er OnePlusser.

Ejer man f.eks. en ældre OnePlus 3 eller 3T i god stand, kan man få 1.400 kroner til at købe en ny OnePlus 6 får. Bytter man inden udgangen af maj, er det sågar muligt at få 1.600 kr. for sin gamle OnePlus. Disse services gælder kun på OnePlus’ hjemmeside – ikke hos teleselskaberne.

Før det officielle salg af OnePlus 6 begynder i slutningen af maj, kan interesserede få tag i et eksemplar før tid i forbindelse med to pop-up events den 22. maj i København (hos 3 på Strøget) og i Aarhus (hos YouSee på Søndergade 40). Begge events holdes mellem kl. 16 og 19….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hørebøffer for de rock glade