Pakkeposten boomer

PlayStation 5 først om et år

Rygterne har svirret i over et år om, at Sony var på vej med en ny PlayStation 5 (PS5) spillekonsol, men Sony holdt længe munden lukket med syv segl.

Heller ikke, da Sonys chef-arkitekt for PlayStation, Mark Cerny afslørede detaljer i et interview med det amerikanske medie ”Wired” i april, åbnede Sony officielt døren på klem.

Det er først sket nu, hvor Sony omtaler PlayStation 5 i et blog-indlæg. Og der bliver masser at glæde sig til for spilfans, når Sony slipper sin nye konsol løs næste år.

Indtil videre har Sony solgt 100 millioner PLayStation 4 på verdensbasis, siden spille-konsollen kom på markedet i 2013. (Foto: Sony)

 

I sit blog-indlæg fokuserer Sony på to nye features, der bliver indbygget i næste generation spil-controllere. Derudover kommer helt sikkert mange andre nyheder, som Sony vil omtale drypvist i de kommende måneder for at holde interessen i kog hos medier og forbrugere.

Den mest mærkbare nyhed bliver et haptisk feedback system, der er langt mere detaljeret end de små rystelser, som PlayStation kontrol-enhederne altid har kunnet formidle.

Hver controller får således indbygget to separate motorer, der kan vibrere på mange forskellige måder. Både i mønster og styrke. Motorerne kan styres af spillenes software, således at det vil føles meget anderledes i hænderne at smadre en racerbil mod en mur end sparke til en bold i fodboldspillet.

Sådan forestiller designerne hos hollandske Letsgodigital, at næste generation PlayStation vil blive udformet. (Foto: Letsgodigital)

Faktisk skal den nye “haptiske” oplevelse blive så detaljeret, at spilleren ikke kun kan ser, men også mærke forskel på, om hans eller hendes person på skærmen går på brosten, gennem vådt græs, træder på grus eller vader i mudder.

Kendere af konkurrenten Nintendo vil nu sige, at det har Switch konsollerne allerede haft i flere år. Ganske rigtigt. Nintendo har ”HD Rumble” i sine Joy-Con hånd-styringer, men effekten udnyttes kun i meget få spil. Her har Sony helt andre og større planer med PlayStation 5.

Den anden store nyhed bliver såkaldte ”adaptive triggers” – programmérbare udløsere i L2 og R2 knapperne øverst på controllerne. Spil-udviklere kan således styre fra software, hvor hårdt brugerne skal trykke for at få noget til at ske på skærme.

(Logo: Sony)

På den måde skal det være meget anderledes at spænde en pil på en bue end at berøre aftrækkeren på et automat-våben. Eller det kan kræve mere kraft af spilleren at manøvrere en jeep i et off-road terræn end at styre en personbil på gaden i en by.

Sonys kommende PS5 kører med en hurtig Ryzen processor fra AMD, der assisteres af en særlig Navi grafik-chip. Den indeholder professionel ”ray tracing”, som vi kender det fra moderne science fiction film. De skal bl.a. give meget mere realistiske lys- og grafik-effekter.

PS5 siger også farvel til den traditionelle harddisk. Ligesom i laptops afløses den af hurtige SSD chip-diske. Der kommer et Blue-Ray drev i 4K kvalitet, en forbedret brugerflade, og spillene ligger fremover på 100 GB store optiske diske.

Mon PlayStation 5 kommer til ase sådan ud? (Foto: Lertsgodigital)

Endelig følger PlayStation 5 tidens ånd og bruger meget mindre strøm end sine forgængere. Sony taler om 0,5 watt i standby mod i dag 8,5 watt på den nuværende PS4 model.

Sony antyder, at PS5 kommer på markedet før julen 2020. I så fald skal Sony slås direkte med Microsoft, der vil lancere sin næste generation Xbox på samme tidspunkt.

Mon ikke der bliver tale om november næste år i begge tilfælde. I så fald når de nye konsoller at få både julehandel og de store Black Friday udsalg med. November var i hvert fald også måneden, hvor de nuværende PS4 og Xbox One kom på markedet i 2013….

De nye controllere til PS5 kan give et mere fysisk feedback i form af forskellige vibrations-mønstrem der afspejler begivenhederne i de enkelte videospil. (Foto: Pixabay)

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pakkeposten boomer