Facebook stopper sin tale-styrede højttaler

Palm vender tilbage

Nokias comeback og succes med sine nye Android smartphones har tilsyneladende givet andre gamle i gården blod på tanden. I hvert fald forsøger flere ret kendte navne at gøre Nokia kunsten efter.

Det seneste eksempel er Palm, som nogle af mine læsere måske vil kunne huske som et af de store navne i smartphonens forløber – de såkaldte PDA’er (Personal Digital Assistants). Den mest populære Palm var Pilot med touch skærm og medfølgende lille pen.

Palm 2018 kommer nok til at se lidt anderledes ud. Den får dog uden tvivl et rigtigt tastatur ligesom i gamle dage. Formentlig placeret som en skuffe, man kan trække frem under displayet.

Før Apple kom med iPhone, solgte Palm rigtigt mange af sin Pilot organizer.

Til gengæld får telefonen næppe en ny variant af webOS styresystemet, der ellers var ganske udmærket – så vidt jeg husker. I stedet bliver det Android, som Palms nuværende ejer – TCL i Hong Kong – er storleverandør af telefoner til.

TCL hører til verdens 10 største smartphone fabrikanter og ejer – ud over Palm – også rettighederne til at producere mobiltelefoner under velkendte varemærker som Alcatel (oprindelig fransk) og Blackberry (fra Canada). Desuden er TCL’s egne smartphones i økonomi klassen meget udbredte i Asien – og som mobiler, teleselskaber og andre sætter deres egne navne på.

Ifølge sædvanligvis vel-orienterede branchekilder fra Kina vil Palm telefoner dukke op igen til efteråret. En officiel event med verdenspremiere kan foregå før sommerferien. Om Norden og Danmark er inkluderet i de planer, afhænger nok af, om TCL har en aftale på vej med et af de store teleselskaber.

TCL købte Palm af HP i 2015, efter at it-giganten opgav at lancere smartphones i stor stil under eget navn. Inden da havde sydkoreanske LG overtaget rettighederne til webOS, men har ikke siden gjort mere ved den sag.

I 1980’erne var PDA’er som denne Psion Organiser noget af det mest avancerede, man kunne eje.

Hvis/når Palm dukker op igen, vil det langt fra være første gang, at der pustes nyt liv i et berømt gammelt navn. Som nævnt sælger Nokia eller rettere HMD Global, der ejer rettighederne til navnet nu, millioner af smartphones lige nu.

Knap så succesrig har de gamle fotomærker Kodak og Polaroid i deres forsøg på at relancere sig selv med smartphones. Også engelske Psion prøver i øjeblikket et comeback. I 1980’erne solgte Psion Organiser lommecomputere.

Men well. Måske det hele bare er et udtryk for den retrobølge, vi oplever i disse år. Folk køber jo også møbler i teaktræ igen og elsker at lytte til LP-plader på vinyl….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook stopper sin tale-styrede højttaler