Skt.. Patricks Dag i våde tal

Nyt kamera kan både 3D og 360 grader

I de senere uger har vi skrevet en masse om mobiltelefoner, der kan foldes. 2019 ser faktisk ud til at blive året med klap-telefonernes comeback, efter at de stort set har været glemt i 15 år.

Samsung var først ude med en smartphone, man kan folde. Huawei kom lige efter, og siden har bl.a. Motorola, Xiaomi, ZTE, LG og Lenovo meldt ud, at de også er på vej. Apple er indtil videre tavs, men har uden tvivl en klap-Phone undervejs.

Folde-feberen ser nu også ud til at have smittet til andre dele af teknologi verdenen. Det næste, vi får at se, er kameraer, man kan klappe sammen. Dem har man sådan set kendt i mange år – f.eks. fra Polaroid – men den nye idé er ikke kun at spare plads ved at klappe sammen. Men også for at fremtrylle flere muligheder.

3D kameraer har alle én til fælles. De har to linser. Hvordan de to er anbragt i forhold til hinanden, bestemmer det billed-udsnit, man kan tage fotos eller video af.

Sidder objektiverne ved siden af hinanden – f.eks. med fem centimeters mellemrum – svarer det til menneskets to øjne. Tilsammen kan de skabe et indtryk af dybde og dermed 3D billeder.

Sidder objektiverne med ryggen mod hinanden – og er de begge fiskeøje linser på 180 grader – kan man få optagelser, der viser verden hele vejen rundt – i 360 grader.

 

Insta360 gør nu 360 graders kameraer meget mere enkle at håndtere ved at folde dem sammen – eller naturligvis op. Via et smart hængsel kan man enten placere de to objektiver på Insta360 ved siden af hinanden eller helt modsat. Med andre ord kan man optage både i 3D og i 360 grader med det nye EVO.

Det lille og handy Insta360 EVO kamera kan optage 3D video i 5K kvalitet og 30 billeder i sekundet (fps) eller som fotos med 18 megapixel opløsning.

Billederne kan man enten beskue via et Virtual Reality headsæt, der følger med kameraet. Eller man sætter et såkaldt HoloFrame cover på sin smartphone, der forvandler skærmen til et 3D display.

Var det ikke lige det, man ville, folder man EVO på en anden måde, så de to kameraer sidder på hver sin side af kameraet. Så kan man optage fotos og video i 360 grader, som man kan se i samme VR briller. Det kan være, hvad der sker rundt omkring en, bagved, foran, ved siden af, over eller under.

EVO skal tilmed være rigtig god til at optage rolige billeder uden forstyrrelser og rystelser. Kameraet indeholder nemlig et seks-akset gyroskopisk stabiliserings-system, der f.eks. er oplagt til ”time lapse” optagelser.

EVO er forbløffende lille i fysisk størrelse, stor i evnerne og slet ikke skræmmende i pris. Et komplet kit inkl. Virtual Reality headsæt og tripod til at placere kameraet på koster fra 470 euro eller knap 3.600 kroner….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skt.. Patricks Dag i våde tal