Giv dit gamle Hi-Fi digitale fornemmelser

Cadillac snart klar med vild elbil

(Foto: Cadillac)

Efterhånden kører der 152.000 elbiler rundt på de danske gade og veje. Det betyder, at hver 20. personbil har elmotor. For tre år siden var det blot en ud af 133.

Trods den hastige udbredelse af elbiler hos danskerne er det nok ikke særligt sandsynligt, at vi vil få særligt mange eksemplarer at se af Cadillacs nye mega-SUV – Escalade IQ.

Det er den elektriske udgave af den kæmpestore pralebil Cadillac Escalade, som bl.a. Justin Bieber, Paris Hilton, David Beckham, Jennifer Lopez og et skønsomt udvalg af amerikanske sports-stjerner og rappere sidder bag rattet i.

Cadillacs store elektriske SUV er 5,7 meter lang. (Foto: Cadillac)

Amerikanerne skal betale mindst 130.000 dollars eller ca. 900.000 kroner for den nye elbil i superklassen. Det er mange penge i USA. Hvad Escalade IQ kommer til at koste på danske plader, tør jeg slet ikke gætte på.

Den nye elektriske Cadillac er ikke kun enorm i pris. Det er den også i sine fysiske mål og tekniske specifikationer.

Vognen er f.eks. 5,7 meter lang, 2,4 meter bred og 1,9 meter høj. Med andre ord stiger man ind i IQ uden at bøje nakken.

Luksus på bagsædet. (Foto: Cadillac)

Sådan et monster kan være svært at tumle inde i en by eller på en almindelig p-plads. Derfor har Cadillac sørget for, at baghjulene kan dreje med 10 grader. På den måde begrænses vende-diameteren til 12 meter.

Der er tre sæderækker, hvor man især sidder som en fyrste på anden række med masser af benplads og to 12,6 tommers touch-skærme foran sig.

De to bagsæder har massage-funktion, to paneler til trådløs opladning af mobiltelefoner samt USB-C og HDMI-stik til hver passager.

Instrument-panelet er to digitale LED skærme på tilsammen 55 tommer. (Foto: Cadillac)

Klapper man anden og tredje sæderække ned elektrisk, står man med et bagagerum på næsten 3.370 liter. Dertil kommer et ekstra bagagerum – en såkaldt ”frunk” – under fronthjelmen på 340 liter.

Letmetal-fælgene er på 24 tommer og sidder på 35 tommer høje dæk. De drives frem af to elmotorer på tilsammen 680 hestekræfter eller 505kW.

Hvis det ikke er nok, kan man skifte til Velocity Max tilstand, hvor strømforbruget bliver stort. Til gengæld får man 750 hestekræfter, 560 kW og et kolossalt drejnings-moment på 1.064 Nm. Accelerationen fra 0 til 100 km/timen er på under fem sekunder.

Foran den ene elmotor er der et ekstra bagagerum på over 300 liter. (Foto: Cadillac)

Hele herligheden får strømmen serveret fra General Motors’ nyeste generation af Ultium batterier. Med 24  moduler i vognbunden skal de sikre kæmpe-SUV’en en rækkevidde på 725 kilometer.

Batterierne kan teoretisk set lades op med 800 volt DC. I praksis kan man fylde strøm nok til 160 kilometers kørsel på 10 minutter via en hurtig-lade-station på 350 kW.

Instrument-panelet i Escalade IQ domineres af to LED-displays på tilsammen 55 tommer. 35 tommer til føreren og 20 til forsæde-passageren.

(Foto: Cadillac)

 

En separat touch-skærm på 11 tommer i midten styrer Escalades infotainment system, der kører med Android Automative inklusive Google Maps, Google Assistent og tusinder af apps fra Google Play Store.

5G mobiltelefoni er standard, og lyden henter Cadillac hos den Samsung-ejede tyske Hi-Fi specialist AKG:

Den har anbragt ikke færre end 40 højttalere i elbilens kabine. I billigere udgaver af Escalade IQ må man nøjes med 36 eller 19 højttalere.

Produktionen af Cadillac Escalade IQ skal begynde i sommeren 2024. Med andre ord er der god tid til at spare op….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Giv dit gamle Hi-Fi digitale fornemmelser