Urinalet har integreret skærm

Ny iPhone SE er tæt på

Den har været længe undervejs – afløseren for Apples efterhånden ældste iPhone model på markedet. SE blev lanceret tilbage i marts 2016 – og to år er altså meget laaaang tid i smartphone sammenhæng.

Med sit lille display på kun fire tommer er iPhone SE samtidig Apples klart mest populære model. I hvert fald i Danmark, hvor omkring halvdelen af alle iPhones i brug er en SE.

Derfor må man sige, at det efterhånden er på høje tid, at Apple får sendt en SE 2 på markedet. Der har da også været flere tilløb i det seneste år, men kommet er telefonen altså bare ikke.

Det seneste bud kommer nu fra det amerikanske Apple-medie MacRumours, der mener, at iPhone SE 2 kommer i maj. Det er en måned tidligere, end mange andre havde budt på. Nemlig i forbindelse med Apples årlige WWDC konference for udviklere, der holdes i juni.

Den lille iPhone SE er den klart mest populære model i Danmark. Omkring halvdelen af alle Apple telefoner, der er solgt i vores lille land, er en SE.

Udefra vil det være svært at se forskel på den nye og den gamle iPhone SE. Apple beholder nemlig det klassiske design, samme størrelse skærm, samme chassis og cover. Det sparer penge, når man kan genbruge og ikke skal bygge helt nye skabeloner og robotter til produktionen.

Indendørs vil der ske ting og sager. Den lille mobil får den stærkere Apple A10 Fusion processor og 2 GB RAM som standard. Desuden vil man kunne vælge mellem 32 og 128 GB lager. Det bringer Apples mindste op på niveau med dagens standard for gode smartphones.

Kameraerne får sandsynligvis også en opgradering. Det samme kan siges om det klassiske hovedtelefon stik, der forsvinder ligesom på iPhones større søskende. Fremover må SE brugere altså enten købe trådløse øretelefoner eller benytte en konverter mellem Lightning og 3,5 mm stik.

Apple ser til gengæld ikke ud til at ofre penge på at give sin baby den nye Face ID ansigts-genkendelse, som blev introduceret med topmodellen iPhone X sidste efterår. iPhone SE må klare sig med en fingeraftryks skanner.

Udefra ligner den gamle og den nye iPhone SE hinanden meget. Den nye mister dog sit traditionelle hovedtelefon stik – ligesom større iPhones.

Priserne rører Apple sandsynligvis ikke ved. Den mindste model med 32 GB lager skal koste 3.099 kroner, mens den store med 128 GB kapacitet skal koste 3.999 kr.

iPhone SE bliver dermed Apples vigtige forårs-nyhed inden for mobiltelefoner. En endnu større lancering ventes til september. Nemlig hele tre nye iPhone X modeller, der nok kommer til at hedde noget andet end X eller 10.

En af de tre efterårs-nyheder får en LCD-skærm på 6,1 tommer og skal betragtes som den billige af Apples nye flagskib-telefoner. Mon ikke den kommer til at hedde iPhone 9. Det tal er ledigt lige nu i Apples navneskala.

De to andre nye supermobiler fra Apple får dyrere OLED displays fra Samsung. Det ene er på 5,8 tommer som på iPhone X i dag, mens det andet er på enorme 6,5 tommer. Det anbringes på en kommende iPhone X Plus telefon, der formentlig bliver 200 USD dyrere end den nuværende X’er. Det vil nok sige 12.000 kroner på det danske marked.

Alle tre nye iPhone topmodeller udstyres med Apples helt nye A12 processor, der skal være 20 pct. hurtigere og 40 pct. mere effektiv end de nuværende chipsæt i de bedste iPhones og iPads. Desuden ventes Apples Face ID ansigts-genkendelse at komme med en del forbedringer….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Urinalet har integreret skærm