Alexa killed the radio star

Ny Galaxy Watch klar om tre uger

Samsung får meget travlt i august. En hel række nye produkter skal lanceres og finde publikums interesse, før Apple lammer verden med præsentation af mindst tre nye iPhones, en ny Watch og meget mere til september.

Samsung kommer med niende generation af sine store Galaxy Note smartphones den 9. august, og nu forlyder det, at sløret for et helt nyt smart-ur fra den sydkoreanske gigant skal løftes ved samme lejlighed.

Verden har længe ventet på, hvad Samsung ville gøre for at sikre sig en større bid af smartwatch markedet. De domineres fuldstændigt af Apple, men opgive det – det tror ingen på, at Samsung vil. Det ville være at erkende et nederlag og tabe ansigt til ærkerivalen fra Silicon Valley.

Derfor ser det ud til, at Samsung giver sine ure et ekstra puf fremad ved at lancere det i to størrelser. Det lille får en rund skærm på 1,19 tommer  – det store et display på 1,3 tommer. Urkassernes diameter bliver på 43 og 48 mm, mens indmaden i de to skal være nærmest identisk. På den måde har Samsung et ur til både tynde kvindearme og til tykke maskuline håndled.

De nuværende Galaxy Gear ure kører med Samsungs eget Tizen styresystem. Spørgsmålet er, om Samsung skifter til det mere udbredte Wear OS fra Google, når de nye smartwatches kommer om tre uger.

De nye ure skal hedde Samsung Galaxy Watch. Det kunne afsløre, at de kører med Googles Wear OS styresystem og ikke Samsungs eget Tizen som firmaets nuværende Gear S3 smart-ure. Navnet Galaxy plejer Samsung nemlig at reservere til produkter, der indeholder f.eks. Googles Android – og Wear OS er jo blot det nye navn for Android Wear.

Omvendt fortæller nye rapporter, at Samsung vil fortsætte med at køre sit eget Tizen styresystem på urene – og dermed bryder sin navne-tradition. Man har vel en mening, indtil man tager en ny – som en kendt afdød statsminister havde for vane at sige.

Hoved-argumentet for at bruge Wear OS er ellers åbenlys. Der findes mange flere apps til Googles Android-baserede styresystem. Netop udvalget af smarte, sjove og praktiske apps er et meget vigtigt argument, når man skal slås med Apple Watch. Desuden har Wear OS den fordel, at det kan arbejde trådløst sammen med både iPhones og Android telefoner.

Helt sikkert er, at Galaxy Watch får Samsungs personlige Bixby assistent indbygget, så man f.eks. kan styre sit køleskab, Samsung tv, stereoanlæg eller mikrobølge ovn direkte fra sit armbåndsur – ved at tale til det.

Denne tegning var vedlagt, da de amerikanske telemyndigheder FCC godkendte de nye Galaxy Watches forleden dag.

Hvis Samsungs nye ure kører med Wear OS, vil der samtidig være adgang til Googles Assistant. Den passer til mange flere opgaver end Samsungs egen Bixby.

Desuden regner alle med, at Galaxy Watch kommer i en version med indbygget 4G mobiltelefon chip (LTE) og plads til et mini-SIM-kort – måske endda den ikke-fysiske eSIM kort, som fås til den nyeste Apple Watch.

Samsungs nuværende to smartwatches – Gear S3 Classic og Gear S3 Sport – sælges typisk for omkring 2.400 kroner. Mon ikke de kommende Galaxy Wacth ure får samme eller næsten samme pris.

Skulle Samsung mod forventning ikke præsentere sine Galaxy Watches ved samme event i New York som den nye Galaxy Note 9 telefon, vil lanceringen formentlig ske den 30. august på den store IFA elektronik udstilling i Berlin….

De nye Samsung ure ventes præsenteret ved samme event som den store Galaxy Note 9 telefon. Den kommer i tre farver – bl.a. denne Lilac Purple.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alexa killed the radio star