Huaweis styresystem hedder Harmony

Nu hedder laptops også Samsung

For nogle år siden forsøgte Samsung sig på det danske marked med både pc’er, laptops og laserprintere. Det blev ikke den store succes, så sydkoreanerne valgte hurtigt at satse på tv-skærme, smartphones, tablets, smarte ure og hårde hvidevarer i stedet. De sælger rigtig godt her i Danmark.

Under verdens-premieren på de flotte Galaxy Note 10 telefoner for et par dage siden havde Samsung også en lille overraskelse med i baglommen. Nemlig den nye Galaxy Book S, der skal konkurrere med mere livsstils-prægede laptops på markedet som f.eks. Apples MacBook, Huaweis Matebook, Microsofts Surface laptop eller HP’s Elite modeller.

Samsung gør det på en anderledes måde end de fleste andre. Fremfor at bruge de velkendte Intel eller AMD processorer triller Samsung Galaxy Book S frem for som en af de få bærbare pc’er, der har en Snapdragon motor ombord.

Snapdragon kender alle smartphone ejere, fordi processorerne fra amerikanske Qualcomm sidder i de fleste Android telefoner. Qualcomm har dog længe forsøgt at kæmpe sig ind på laptop markedet med sine 8cx familie af chips. Måske Samsung med sin enorme størrelse kan blive gennembruddet for Snapdragon på pc’er.

Den nye Galaxy Book S kører helt normalt med Windows 10 som styresystem. Ikke med Chrome som på de efterhånden ganske populære små chromebooks. Modsat dem kan den nye Galaxy også arbejde offline uden at skulle hente sine programmer og filer på internet hele tiden.

Ydelses-mæssigt kan den nye Samsung snildt følge med andre luksus-laptops i 10.000 kroners klassen. I forhold til dem giver Snapdragon processoren dog mindst én stor fordel. Den bruger så lidt strøm, at Galaxy Book S kan køre op til 23 timer på en opladning.

Qualcomms Snapdragon 8cx processor sørger for, at den nye Samsung laptop er “always on”, men alligevel kan køre næsten et døgn på en batteri opladning.

Det er væsentligt længere end rivalerne med Intel ombord. Spørgsmålet er så, om den lovede batteri-tid også holder i praksis. Den er helt sikkert målt, uden at strømspisende features som Wi-Fi, Bluetooth og 4G telefoni er tændt.

I design kan den nye Galaxy Book S minde om Huaweis laptops. Samme børstede aluminium overflade og flade kabinet, som antyder, at der ligger store kræfter og venter under tastaturet.

Skærmen er på 13,3 tommer og i Full HD grafik. Den er touch-følsom – modsat MacBooks – og skærmen lyser op i samme sekund, man berører den. Praktisk er også, at laptoppen bruger USB-C stik, så man kan bruge samme oplader som på f.eks. Galaxy Note 10 telefonen.

Galaxy Book S skal levere bedre lyd end normalt på små laptops. Dens to indbyggede højttalere er tunet med af koncern-kollegerne fra tyske AKG, der er specialist i professionelt studie udstyr. Dertil kommer en Dolby Atmos chip, som giver adgang til prø-indstillede lydbilleder som film, musik, tale, spil, koncertsal osv.

Som standard kommer Samsungs nye laptop med 8 GB RAM og 256 GB SSD-disk. Har man brug for mere lagerplads, kan man udvide til 1 TB. Standard er også 4G telefoni, som man ellers må betale ekstra for hos konkurrenterne.

På software-siden er Windows 10 med ombord ligesom Microsofts Your Phone app, der kan koble laptoppen og Galaxy telefonerne sammen, så man kan bruge apps, se billeder, notifikationer, svare på opkald osv på tværs af de ellers separat fungerende enheder.

Samsung Galaxy Book S kommer i danske butikker senere på efteråret. Det bliver i farven Mercury Grey. Priserne begynder ved 8.599 kroner….

https://www.youtube.com/watch?v=JiGkOVG73kc

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Huaweis styresystem hedder Harmony