Når de små drøner rundt i sneen
Her på Leifshows har jeg gennem årene skrevet om en del biler og andre køretøjer, der er designet specielt for børn. Nogle af dem har været mini-udgaver af deres (rige) forældres Ferrarier eller Landrovers, mens andre var en slags fantasi-fostre sat på to, tre eller fire hjul.
Så vidt jeg erindrer, duede ingen af børnebilerne dog til særlig meget, når først sneen begyndte at drysse ned fra himlen, og søerne bliver frosset til med is. Med andre ord var køretøjerne til de små mest en sommerlig fornøjelse.
Helt anderledes med den nye Naseka. Det må være verdens første snescooter til børn – og selvfølgelig stammer den fra Canada. Cool ser den ud, og eventyrlystne kids vil elske den. Deres far eller bedstefar helt uden tvivl.
Naseka kører på elektricitet. Den er med andre ord miljøvenlig og hverken støjer eller oser så meget, som de voksnes store snescootere. Tilmed er Naseka meget mere alsidig end de gamles legetøj.
Den skægge nyhed drives frem af et bælte, som vi også kender det fra bulldozere eller militære tanks. Da skien på forgaflen kan udskiftes med et hjul, fungerer Naseka året rundt. Den kan køre på sne og is som nu eller køre på græs, veje, sand, jord og grus på andre tidspunkter af året.
Naseka passer til børn i alderen syv til 12 år. De kan køre med op til 12 kilometer i timen, så en styrthjelm vil uden tvivl blive påkrævet – når og hvis den lille outdoor scooter skulle komme til salg på det danske marked.
Standard-modellen er udstyret med en 800 watts elmotor og et lithium batteri med kapacitet på 15 kilometer pr. opladning. Man skal altså ikke køre de laaange ture på Naseka, medmindre man har et ekstra batteri med i bagagen.
Dog vil det hjælpe lidt, at Naseka er i stand til at genvinde noget af energien under opbremsning eller nedsættelse af hastigheden. Hele processoren kan barnet holde øje med på et LCD skærm i farver, der sidder på styret.
Hele herligheden vejer 27 kilo – uden barn. Scooteren kan foldes sammen og er forsynet med bærehåndtag, så det skulle være nemt at stuve den i SUV’ens bagagerum eller finde plads til den hjemme i garagen.
Naseka Electrics Snowmobile for Kids vil dukke op på iværksætter portalen Indiegogo fra begyndelsen af marts. Her vil interesserede kunne forud-bestille et eksemplar til favørpris. Hvad den bliver, er dog endnu ikke afsløret….
https://www.youtube.com/watch?v=V9nKzn1R8wI%20
Ingen kommentarer endnu