En bøn for bønner

Mi Mix 2S klarer sig uden hak i skærmen

Det går meget stærkt i denne tid med at udvikle stadig bedre kameraer til moderne smartphones. Faktisk så hurtigt, at den magiske grænse på 100 points hos de seriøse fototestere hos DXOmark er slået tre gange på en uge – og for første gang nogensinde.

Indtil for meget nylig blev det betragtet som fantastisk, når et mobilkamera kunne opnå i nærheden af 100 points. Den position havde Samsungs nye Galaxy S9+ med 99 i rating og var nummer ét i verden for en stund. Til sammenligning har Apple iPhone X opnået 97 og iPhone 8 Plus flotte 94 points.

Så kom Huawei i den forløbne uge med sin nye P20 familie af telefoner – og så blev grænsen på de 100 gennembrudt to gange.

Huawei P20 til 4.799 kroner scorede 102 points i DXOmark folkenes trænede øjne, mens verdens første tredobbelte kamera på Huawei P20 Pro til 6.299 kroner lagde sig alene i spidsen af det stærke felt med utrolige 109 points.

Xiaomis dobbelte kamera med kunstig intelligens er kåret til det i øjeblikket 3. bedste til fotos i verden.

Nu triller en af Huaweis store konkurrenter på det kinesiske marked så ind og tager en tredjeplads med 101 points. Xiaomis nye Mi Mix 2S. Dog kun i fotos. Xiaomis kameraer er åbenbart ikke så gode til video. For alt i alt opnår Mi Mix 2S ”kun” 97 points. Det vil sige, at Xiaomi nyheden totalt set ligger på niveau med Apples tre gange så dyre iPhone X.

Mi Mix 2S skal nemlig kun koste 3.299 yuan på det kinesiske marked, hvilket svarer til 3.350 kroner. Hvis den nye telefon skulle komme til Europa – det har Xiaomi antydet flere gange på det seneste – bliver den nok lidt dyrere. Men næppe mere end Huawei P20 til 4.300 kroner.

Hvad kan man så forvente af en moderne kinesisk smartphone til den pris i 2018? Interessant at vide, for OnePlus er inden længe på vej med sin model 6, og den vil nok ligne Xiaomi Mi Mix 2S meget i specifikationer.

Processoren er f.eks. den seneste nye Snapdragon 845 med assistance fra hele 8 GB RAM og et lager på op til 256 GB. Batteriet er på 3.400 mAh og har både Quick Charge 3.0 hurtig-opladning og trådløs tilførsel af ny energi.

Xiaomi Mi Mix 2S klarer sig helt uden indhak i skærmen, der ellers er højeste mode hos nye smartphones i øjeblikket.

Skærmen på Xiaomi Mi Mix 2S er på 6 tommer i 18:9 format og Full HD+ kvalitet med 2.160 gange 1.080 punkter eller 403 punkter pr. tomme (ppi). Og herligt – den nye telefon klarer sig uden indhak (”notch”) i toppen af displayet. Som Apple indførte med sin iPhone X – og som masser af Android fabrikanter nu kopierer, fordi Apple har vist det.

Den nye Xiaomi ser derfor langt mere elegant ud med sine tynde rammer om skærmen på tre sider. Kun i bunden er rammen lidt større, hvilket bl.a. skyldes, at selfie kameraet sidder nede til højre. Måske ikke verdens mest smarte placering, når man holder mobilen i sin hule hånd.

Men nu skulle denne artikel jo egentlig dreje sig om, at verden nu har fået det tredje-bedste fotokamera på en smartphone.

Hos Xiaomi er det et dobbelt kamera på ryggen. Med to linser på 12 megapixel, hvor den ene er en vidvinkel med en lysfølsomhed på f/1.8, den anden et teleobjektiv på f/2.4. De styres af kunstig intelligens ligesom hos Huawei, og den ekstra klogskab og evne til at lære brugerens favorit motiver er med til at give Mi Mix 2S den flotte placering med over 100 i rating.

Vi kan kun håbe på, at Xiaomi snart beslutter sig for alvor at gå ind i Europa med sine smartphones. Indtil videre kan vi kun købe forskelligt mobilt tilbehør som øretelefoner, fitness ure eller power bank batterier….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En bøn for bønner