L’Oreal vil bruge AR til at gøre jer smukkere

Kold kaffe på den avancerede måde

Jeg erkender gerne, at jeg er en stor tilhænger af kaffe. Den varme udgave vel at mærke. Og gerne i forskellige varianter uden sukker i. Men jeg indrømmer også, at denne nye gadget til kold kaffe godt kunne få en plads ved siden af min nuværende, støjende, kværnende og damp-sprudlende italienske af slagsen til skoldhed mokka.

Den nye Slow Drip Cold Coffee Brewer ligner et herligt produkt fra Georg Gearløs’ værksted og har helt sikkert elementer, som den berømte Disney opfinders Lille Hjælper står bag. Den stammer fra Japan, hvor fænomenet kold kaffe angiveligt stammer fra.

Kold iste er helt ok i disse varme tider, vi har nydt i Danmark. Gerne drukket i litervis direkte fra køleskabet. Men hvorfor kold kaffe, som min salig mormor lærte mig at hade. Hun kaldte det sjusk, hvis kaffen ikke mindst holdt 60 grader i koppen.

Nogle hævder, at kold kaffe aldrig bliver bitter ligesom varm. At udsætte kaffebønner for høje varmegrader slipper giftig syre løs, som smager surt og bittert. Isvand derimod trækker et koncentreret bryg ud af kaffen, der hjælper med til at bevare den naturlige smag fra bønnen.

I den flotte japanske kaffemaskine foregår det ved, at isvand fra den tre liter store glaskoble bevæger sig gennem et par dyser med individuelle haner på, hvor man justerer dryp-hastigheden. Fra otte til 16 timer. Jo langsommere brygningen foregår, desto mere koncentreret er kaffe og koffein mængden.

Med andre ord er det nye håndlavede mesterværk fra Japan ikke noget, man bruger, hvis det skal gå stærkt om morgenen med kaffe og ristet brød, inden jobbet, skolen eller vuggestuen kalder. Den dur knap nok til en kaffe-slabberas med naboen over en kop kaffe om morgenen. Hos japanerne er morgenkaffe noget, der skal sættes i gang, før man går i seng om aftenen.

Oppe i toppen af hver cylinder i den nye kaffemaskine placerer man sine malede kaffebønner. Her sidder også et udskifteligt filer af bomuld. Kaffefiltre af papir, som Melitta har lært os at købe i supermarkeder, er ikke gode nok. Mener de grundige japanere.

Ud over den angiveligt bedre smag har den kolde kaffe den fordel, at man aldrig for brændt sin tunge. Desuden kan brygget holde sig i en uge. Bare stil det i køleskabet. Modsat med varm-brygget kaffe, der allerede smager dårligt efter få timer.

Og lige et ekstra tip til nybagte fans af kold kaffe. Hvis I vil have den varm, kan den angiveligt puttes i en mikrobølge ovn uden at tabe den gode smag efter den lange brygning. Den skulle heller ikke blive bitter.

Den nye Slow Drip Cold Coffee Brewer koster 1.950 USD eller ca. 12.800 kroner. Bagefter er der ingen grund til at klage over, at man betaler 40 kroner for en kop kaffe på Københavns fancy cafeer. Varm vel at mærke….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

L’Oreal vil bruge AR til at gøre jer smukkere