Mac har kun en birolle hos Apple

Kender I de 10 dyreste mobiler i verden?

De fleste har opdaget, at smartphones bliver dyrere for hver ny generation. Tilsyneladende har mobilfabrikanterne gjort det til en dårlig vane at forsvare et prishop med et lidt større display og måske lidt ekstra hukommelse ombord. Nogle kan så med rimelig forsvare en fordyrelse, fordi kameraerne ombord er blevet meget bedre end på sidste års model.

Derfor er det slet ikke usædvanligt at betale 10.000 kroner eller mere, hvis man vil have de større udgaver hos premium mærker som Apple, Samsung eller Huawei. Andre som f.eks. OnePlus eller Xiaomi har gjort det til en ære at underbyde de store med en pæn margin i priserne for en telefon, der (stort set) kan det samme,

Men hvor mange er egentlig klar over, at de priser, vi normalt betaler for en stor smartphone, er de rene pebernødder. I hvert fald, når man sammenligner med en Top-10 liste over verdens dyreste mobiltelefoner.

Moderne smartphones kan sagtens koste 10.000 kroner i dag. Det er dog for intet at regne med, hvad man skal betale for at få fat i en af verdens 10 dyreste mobiler. (Foto: Rawpixel / Pixabay)

Ligesom hos bilerne findes der nemlig en ”upper class” for de få. Folk, der ønsker sig noget helt ekstra-ordinært, fordi de har råd. Ikke fordi de vildt dyre smartphones er teknisk bedre end deres mere banale fætre.

Samtalen med ens investerings-rådgiver lyder måske bedre, men det skyldes udelukkende indholdet. Resten af telefonen drejer sig om at vise, at man har noget helt særligt. Mobiltelefonen bliver et ekstravagant smykke og bør behandles på samme måde.

Sjovt nok er flere af de ekstremt dyre mobiltelefoner helt almindelige Apple iPhones. De er blot blevet tunet og iklædt de vildeste gevandter, man kan forestille sig. Alligevel arbejder de helt som normalt med apps for mere dødelige som Facebook eller MobilePay.

Er du parat til at se en hel masse nuller i prisskiltene? Her er verdens 10 hidtil dyreste smartphones nogensinde, som man har kunnet købe – hvis kreditkortet er stort nok:

1 – Falcon Nova iPhone 6 – 336,6 mio.
Verdens med afstand dyreste mobiltelefon er fire år gammel, men bliver næppe stødt af tronen foreløbig. For hvor mange er villige til at betale 48,5 milllioner US dollars eller 336,6 kroner for en oppeppet iPhone 6?

Telefonen er en gave fra en af Asiens rigeste forretningsmænd – Mukesh Ambani – til sin hustru Nita. Den er ikke kun belagt med, men fremstillet helt i 24 karat guld. Dertil kommer en stor pink diamant på ryggen. Af samme grund er mobilens fulde navn Falcon Supernova iPhone 6 Pink Diamant.

 

(Foto: Stuart Hughes)

2 – Stuart Hughes iPhone 4S – 65,2 mio.
Den berømte juveler Stuart Hughes har kreeret adskillige ekstravagante mobiltelefoner. Denne ældre iPhone 4S Elite Gold er med 9,4 millioner dollars den hidtil dyreste. 65,2 millioner kroner kostede den i dansk valuta.

Stuart Hughes har først og fremmest håndbygget en ramme om skærmen, der er dekoreret med 500 små diamanter. Sammenlagt er de over 100 karat.

Apples karakteristiske hjem-knap er dekoreret med en stor diamant på 8,6 karat. Med i den fornemme bære-æske ligger en ekstra diamant på 7,4 karat, så mobil-ejeren har én i reserve, hvis den store ædelsten skulle gå tabt.

Coveret på den utrolige iPhone 4S er fremstillet af platin og har flere små stykker ben fra en ægte tyrannosaurus Rex knogle integreret. Desuden har Hughes strøet nogle blå opaler, brune pietersites, lilla charoites, sorte rutiler og gule solsten.

 

(Foto: Stuart Hughes)

3 – Stuart Hughes iPhone 4 – 55,5 mio.
Stuart Hughes vender tilbage på tredjepladsen med en vild iPhone 4, hvis cover er bygget i solidt rosa guld og pyntet med 500 diamanter på tilsammen 100 karat.

Hughes fremstiller fortsat luksus-udgaver af f.eks. iPhone 11, iPads, laptops og spille-konsoller, men de er ikke helt så kostbare at købe som hans ældre iPhones.

Den London-baserede designer ser sig som indretnings-kunstner til dem, der har råd. Derfor tilbyder hans firma også at forædle f.eks. Bang & Olufsen udstyr, akvarier, biler, møbler, lystbåde og spiritus.

Denne særlige iPhone 4 kostede otte millioner dollars eller 55,5 mio. danske kroner.

 

(Foto: Stuart Hughes)

4 – Goldstriker iPhone 3S – 22,2 mio.
Minsandten om Stuart Hughes ikke igen dukker op på fjerdepladsen med sin ældre Goldstriker iPhone 3G Supreme, der i sin tid kostede 3,2 millioner US dollars.

Goldstriker var fremstillet i 22 karat guld hele vejen igennem – 271 gram. Dertil kommer 136 diamanter, der pynter på telefonens skærm-ramme og et logo på ryggen, der alene består af 53 diamanter.

I iPhonens Home knap sidder en 7,1 karat diamant, og den fornemme telefon ankommer i en bære-æske, der er skåret ud i ét stykke granit.

 

(Foto: Peter Aloisson)

5 – iPhone 3G Kings – 17,3 mio.
Tilsyneladende var det mode blandt de superrige at markere Apples karakteristiske hjem-knap på de ældre iPhones med ædelstene. Den skulle jo nødig overses.

Det gælder også for den østrigske designer Peter Aloisson, der havde sin storheds-periode i mobiltelefoner for ti år siden.

Aloisson har to kreationer med på listen over de vildeste smartphones i verden. Hans iPhone 3G Kings Button fra 2009 er den dyreste.

Telefonen blev fremstillet i både hvidguld, gult guld og rosa guld. Den hvidgule stribe indeholder 138 special-slebne diamanter. På hjem-knapper sidder en stor diamant på 6,6 karat.

Prisen for 10 år siden var 2,5 millioner dollars eller ca. 17,3 mio. kroner….

 

(Foto: JSC Ancort)

6 – Diamond Crypto – ni mio.
Selvom denne Diamond Crypto Smartphone fra JSC Ancort ser meget mere bling-agtig ud end hitlistens nummer fem, koster den faktisk kun det halve. 1,3 millioner USD eller ca. 9,0 mio. kroner.

Også den er designet af Peter Aloisson , der bl.a. har placeret 10 sjældne blå diamanter på telefonen. Derudover er der 40 af den mere almindelige slags.

iPhonen er pakket ind i ét stort stykke platin, der har fået et Apple logo og navigations-knapper i rosa guld og 28 runde diamanter. På telefonens sider sidder paneler med hånd-poleret mahogni.

 

(Foto: Goldvish)

7 – Goldvish Le Million – 6,9 mio.
Hvis man er i tvivl om navnet på denne flotte smartphone, kan man bare kigge på prisen – eller vice versa. I begge tilfælde er det en million dollars eller ca. 6,9 mio. kroner.

Le Million er den dyreste telefon nogensinde fra guldsmede-firmaet Goldvish i Schweiz. Mobilen vakte stor opsigt i 2010 og nåede sågar at blive optaget i Guinness Book of World Records som den mest eksklusive og dyreste mobil i verden. Hvilket i parentes ikke var helt korrekt.

Nu er Goldvish gledet ned på en syvendeplads, men den er stadig meget flot. Den er f.eks. klædt i en ”kappe” af 18 karat hvidguld, der er dekoreret med diamanter på tilsammen 110 karat.

 

(Foto: Gresso)

8 – Gresso Luxor Las Vegas – 6,9 mio.
Nu kommer vi til de mere udbredte luksus-telefoner, selvom en million dollars – 6,9 mio. kroner – nok skal begrænse kundegruppen. De fremstilles af Gresso i Florida, der også designer brillestel og andre accessoires.

Gressos Luxor Las Vegas Jackpot er opkaldt efter et berømt hotel i den amerikanske spilleby, hvor Gresso også selv har en butik. Telefonen kommer bl.a. med en bagside udført i over 200 år gammelt ædeltræ fra Afrika.

På den mere glimtende side er der bygget 180 gram ægte guld i mobilen. Hver tast er pyntet med en safir, og diskret fordelt over telefonen er flere sorte diamanter.

Luxor mobilen blev kun fremstillet i tre eksemplarer, som hurtigt blev udsolgt. Måske af en Las Vegas gambler, der scorede jackpot. Prisen var en million dollars eller ca. 6,9 kroner.

 

(Foto: Goldvish)

9 – Goldvish Revolution – 3,3 mio.
Her kan man forsvare luksus-mobilens navn. Med sit aflange og elegante design var denne model fra Goldvish i Schweiz virkeligt anderledes end alle andre smartphones.

Ud over det ydre design havde Revolution også en helt egen specialitet. Telefonen indeholdt nemlig også et analogt armbands-ur fra Frederic Jouvenot, som man kunne klikke på og af Revolution efter lyst og behov.

Den fjernstyrings-lignende mobil kommer i rosa og hvidguld med diamanter, dyrt læder og safirglas over displayet – ligesom man kender det fra dyre schweizer-ure.

Goldvish byggede kun 30 eksemplarer af Revolution, der hver kostede 488.150 dollars eller ca. 3,3 million kroner.

 

(Foto: Vertu)

10 – Vertu Signature Cobra – 2,15 mio.
Dengang Nokia var stor i mobiler første gang, fandt finnerne bl.a. på at lave et under-mærke, som skulle fremstille luksus-telefoner. De hed Vertu og blev bl.a. solgt gennem dyre urbutikker på Strøget i København.

Vertu blev aldrig nogen kommerciel succes. Efter 14 år i Nokia regi blev Vertu i 2012 solgt til kapitalfonden EQT og derefter hurtigt igen til kinesiske og cypriotiske investorer.

Alene for at grundlægge hele fænomenet luksus-telefoner fortjener Vertu en placering på Top-10 over verdens dyreste smartphones.

Signature Cobra modeller er svøbt ind i ægte slangeskind. Den er pyntet med to smaragder og ikke færre end 439 rubiner. Dertil kommer en ægte guld-belægning.

Cobra telefonen blev designet af det franske smykke- og parfume-mærke Boucheron. Den blev håndbygget i England og kostede den nette sum 310.000 dollars eller over 2,1 millioner kroner….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mac har kun en birolle hos Apple