Still Playing Strong After All These Years

Kan skærmen skade os?

I årtier har vi læst den ene analyse efter den anden, som påstod, at mobiltelefoners stråling er farlige for vores hjerner. Lige så regelmæssigt er der så kommet videnskabelige undersøgelser, som sagde præcist det modsatte. Som regel betalt af telefabrikanterne.

Nu fyrer en ny amerikansk langtids-analyse igen op omkring risikoen for, at børns hjerner tager skade af for meget daglig brug af smartphones, tablets og tv.

Amerikanerne har målt og skannet hjernerne på 11.000 børn i alderen ni og ti år. Påvirker det meget skærm-kiggeri mon børnenes psykiske og følelsesmæssige sundhed?

Desværre ja siger forskerne, der netop har offentliggjort de første resultater fra målingerne i den velrenommerede tv-udsendelse ”60 Minutes” fra CBS.

(Foto fra “60 Minutes.”)

 

Undersøgelserne bygger på data fra 4.500 børn og afslører, at der er markante forskelle i hjernerne på børn, hvis de sidder med mobiltelefoner, tablets og videospil flere timer om dagen.

Eller mere konkret: Børn, der bruger digitale medier mere end syv timer om dagen, viser en tidlig fortynding af cortex. Det er hjernens ydre lag, som bl.a. håndterer syns-indtryk. Med andre ord modnes hjerne-området tidligere end normalt.

De amerikanske forskere arbejder kun med teorier på nuværende tidspunkt. I den kommende tid skal bevises, om forandringerne skyldes skærm-tiden eller andre forhold. Det er heller ikke klarlagt, hvorvidt ændringerne er en skadelig udvikling eller ej.

Ifølge tv-udsendelsen vil de amerikanske hjerne-specialister også undersøge, om tiden foran skærmen virkelig kan gøre mennesker afhængige. Altså om mobiltelefonen kan gøre brugerne til digitale narkomaner. Det har en del eksperter hævdet igennem de senere år.

De amerikanske forskere fra National Institutes of Health har 1,5 milliarder kroner til rådighed til deres projekt. De skal bl.a. også anvendes til at skanne hjernerne på lidt ældre børn. Primært teenagere, der tilbringer i gennemsnit 4,5 timer om dagen med en smartphone foran ansigtet.

I den forbindelse vil forskerne analysere følgerne af sociale medier som f.eks. Instagram eller Snapchat på de unges hjerne-aktivitet, fortæller “60 Minutes.”

Det er en kendsgerning, at mange timer foran den lille skærm eller et computerspil kan frigive dopamin i hjernen. Dette hormon eller signalstof udløses, når mennesket føler velvære. Det kan f.eks. være i forbindelse med sejre i spil, succes i krig og kærlighed, under spisning af yndlings-retter, ved seksuelt samvær – eller under indtagelse af narkotika.

Andre analyser har påpeget, at mange timers forbrug af mobilen kan føre til depressioner og down-perioder. Unge brugere føler sig isolerede, hvis de ikke har en konstant kontakt med andre via sms, selfies, sociale medier osv….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Still Playing Strong After All These Years