Do You Speak English?

Kabine scooteren vender tilbage

Det er nok kun den mest voksne del af mine læsere, der kan huske, hvad kabine scootere var for et fænomen. Det var små tre-hjulede køretøjer med plads til to-tre voksne og motoren siddende oven på det enlige baghjul.

Kabine-scootere som BMW Isetta, Heinkel Kabine eller Messerschmidt KR-200 var populære i 1950’erne og første halvdel af 1960’erne, fordi mange ikke havde råd til at købe en rigtig bil. Omvendt ville de ikke sidde på en åben knallert eller motorcykel, når de skulle have kæreste, kone og familie med.

Så var Isetta og co et fint kompromis – en scooter med en lukket kabine på, hvor man kunne sidde i tørvejr og slippe for fartvinden. Well – de små trehjulede køretøjer var nu ikke just racervogne. Min salig onkel havde sådan en, husker jeg fra min tidligste barndom.

Én dør er nok til de to passagerer, der er plads til i Microlino.

BMW Isetta fik en ny berømmelse i din populære tv-serie ”Små og store synder” (på engelsk ”Heartbeat”), som er kørt i flere omgange på TV2 Lorry. Her kørte en af hovedpersonerne – den syngende bar-ejer Gina Ward – længe i en engelsk-bygget BMW kopi, inden hun udskiftede den med en VW boble i cabriolet udgave.

Nu ser kabine-scooteren imidlertid ud til at få sit helt store comeback. Helt i tidens ånd i en ren elektrisk udgave. Den er schweizisk og hedder Microlino. Netop type-godkendt til gadebrug af EU – og med de første produktions-eksemplarer trillende ud på vejen i begyndelsen af 2019.

Jeg skrev første gang her på bloggen om Microlino i april 2016 og havde egentlig regnet med, at projektet omkring designeren Wim Ouboter var gået død. Man hørte nemlig ikke noget nyt i mange måneder.

Microlino er en tro kopi af BMW’s legendariske Isetta kabine-scooter fra 1950’erne og 60’erne. I dag drives køretøjet af en tavs elmotor – ikke en lille motorcykel motor som i gamle dage.

Nu er han heldigvis tilbage med en kraftigt forbedret Microlino. Den ligner sig selv og forbilledet BMW Isetta fra 1960’erne. Den er 2,4 meter lang, og man stiger fortsat ind ad fordøren. Helt bogstaveligt.

Når man åbner den brede fordør, følger instrument bræt, rat og pedaler med. Døren giver adgang til en bænk for to voksne, der sidder ved siden af hinanden. Bagtil er der et pænt stort bagagerum og en elmotor og batterier. Så er de 450 kilos elbil fyldt op.

Topfarten er på maksimalt 90 km i timen, så regn ikke med at bruge Microlino på motorvejen. Den er bygget som en sjov bybil, der kan komme overalt – selv i smalle gyder. Dens beskedne længde gør også, at den må blive parkeret vinkelret på fortovet. Spå optager den mindre end halvdelen af en normal p-bås.

Microlino må være ideel i byen. Med sin beskedne størrelse kan elbilen sno sig igennem den mindste gyde.

Man kan selvfølgelig også tulle ud ad landevejene i en Microlino. Lakeret i glade farver skal den nok vække opsigt ved badestrande, havnefester og ud for restauranter og cafeer i sommerlandet. Husk dog på, at rækkevidden er begrænset, medmindre man kan låne et almindeligt elstik dér, hvor man parkerer.

Jeg ville glæde mig til at se ansigterne på cafeens, værtshusets eller restaurantens personale, når man spørger, om man ikke lige kan låne en stikkontakt til at lade sin – nej ikke mobiltelefon op – men sin lille Microlino limousine.

Rækkevidden på en optakning, der tager tre-fire timer, er i øvrigt enten 120 eller 200 kilometer. Det afhænger af, om man vælger sin el-scooter med et lille eller et stort batteri.

Instrument brædtet er nærmest spartansk.Et stort rundt instrument med touch skærm. Til gengæld er det avanceret med to bagud rettede kameraer som afløser for traditionelle sidespejle.

Sikkerheden skal være blevet øget siden de første prototyper for et par år siden, men jeg vil nu nødigt køre frontalt sammen med andre, når jeg sidder i en Microlino. Meget plads til crash-zoner og airbags i karrosseriet er der ikke.

Microlino er selvfølgelig oppe i tiden, hvad angår udstyr. Et rulle-soltag er standard – lidt i stil med Fiat 500 cabriolet – og bilen betjenes fra en stor rund touch skærm i midten af forpanelet. Gearstangen, der kun skal flyttes sig mellem frem, tilbage og parkering, sidder bag rattet.

Hvad sådan en charmetrold så skal koste? En dansk pris kender jeg ikke, og Micros hjemmeside nævner ikke noget om en dansk forhandler eller importør endnu. Men ab fabrik i Schweiz vil priserne begynde ved 12.000 euro. Det er ca. 90.000 kroner….

Ud over Microlino elbilen bygger Micro i Schweiz bl.a. eldrevne løbehjul og legetøj til børn.

Man skal nok ikke bruge Microlino til en ekspedition til IKEA eller uge-indkøbet i Bilka. Men der er da plads i bagagerummet til et par kufferter og nogle kasser vand og vin til skovturen.

Fordøren klappes op inklusive rat, pedaler og instrument brædt. Så er der adgang til to voksne på en fælles stofbænk.

Et soltag man kan rulle tilbage, er standard for Microlino. Det giver lidt italiensk stemning af cabriolet.

Microlino kommer så standard i to-farvet lakering, hvor toppen altid er hvid. Den nedre del fås i flere kulører.

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Do You Speak English?