VR, AR og den virkelige verden

iPhone X og 8 – én dag til premieren

Tirsdag aften er det omsider så vidt. Apple løfter sløret for sin med længsel forventede iPhone 8 supertelefon (muigvis) – og for de mere ”almindelige” iPhone 7S og 7S Plus telefoner, som også kan komme til at hedde noget helt nyt.

Rygterne har som altid forud for nye Apple lanceringer svirret som hvepse omkring et stort hvepsebo i sommervarmen. Og gætterierne har taget voldsomt til i de seneste par dage som en slags slutspurt, før målstregen er nået den 12. september.

Her på Leifshows følger vi levende med i historierne på internet, men det kan ærlig talt være svært at overskue dem alle. For hvad der bliver kørt op som en sandhed den ene dag, bliver dementeret dagen efter.

Alligevel drister jeg mig til at give en lille oversigt over, hvad vi formodentlig får at se i den nye iPhone 8 alias iPhone X om et par dage. Deadline har været her søndag adren, så der kan sagtens komme andre forlydender i medierne i løbet af mandag – se under afsnittet “Hvornår”.

Måske bliver størrrelses forholdet sådan: Fra venstre iPhone 8, supermodellen iPhone X og til højre iPhone 8 Plus.

 

Navnene
De fleste synes stadig at være enige om, at Apples nye super-telefon skal hedde iPhone 8. Flere udenlandske medier har dog i dag travlt med at fortælle, at navnet bliver iPhone X.

Til gengæld skal de to mere almindelige iPhone modeller ikke hedde 7S og 7S Plus, som man ville forvente ud fra Apples sædvanlige rytme med navne. De skal i stedet hedde iPhone 8 og 8 Plus. Med andre ord hopper Apple fremover bort fra S mellem-modellerne hvert andet år og bruger i stedet de “rene” tal – 8, 9, 10 osv.

Hvor
De nye iPhones plus sikkert også et nyt Apple Watch og en Apple TV box med 4K bliver afsløret i Steve Jobs Theatre, der er en central del af Apples nye globale hovedkvarter i Silicon Valley.

Det bliver samtidig første gang, at offentligheden bliver inviteret ind i det nye ring-formede Apple Campus, der har kostet flere milliarder at bygge. Hovedkvarteret drives næsten udelukkende med vedvarende energi fra solceller.

iPhone 8 ventes at få en aflang skærm i 18:9 format – præcist som vi har set det hos Samsung.

Skærmen
iPhone 8 bliver formentlig den første Apple telefon med OLED display. Skærmen ser ud til at blive på 5,7 tommer og fylde hele fronten af telefonen. Modsat alle andre iPhones kommer 8’eren næsten uden ramme omkring displayet.

Den grafiske opløsning (antal punkter) er der ikke meget fremme om, men mange forventer, at skærmen bliver i det aflange 18:9 format – ligesom Samsungs Galaxy S8. I givet fald bliver grafik formatet nok Quad HD eller snarere Quad HD+ (2.860 x 1.440 punkter).

Indmaden
Apple iPhone 8 kommer med en ny A11 processor og 3 GB RAM, der skal gøre telefonen op til 30 pct. hurtigere end den nuværende iPhone 7.

Den nye iPhone 8 får trådløs opladning og kommer i versioner med 64, 256 og 512 GB. Tænke sig en mobiltelefon med et lager, der er på størrelse med en velvoksen pc’s harddisk.

Blush Gold brun er en spændende ny farve, der skal komme med iPhone 8.

Udseende
iPhone 8 vil være let at kende, for designet er helt anderledes – og mere elegant – end andre Apple telefoners. Først og fremmest tydeliggjort ved en front næsten uden ramme om skærmen. Mange mener, at den vil ligne den ligeledes nye Essential telefon fra Google stifteren Andy Rubin.

Apples super-telefon får nok et solidt chassis i rustfrit stål og en bagside i glas eller keramik. Flere nye farver bl.a. en brunlig gylden (”Blush Gold”).

Nye features
Fingeraftryks-scannere er teknologi fra i går.  iPhone 8 får i stedet ansigts-genkendelse, der styres via selfie kameraet med 3D funktion på fronten. Kameraet kaldes for ”Pearl ID” og er ganske avanceret:

Således skal man ikke kun nøjes med at vise sit flade fjæs for kameraer, men man skal dreje ansigtet frem og tilbage, så systemet kan genkende sin ejer fra forskellige vinkler. Ansigts genkendelsen brugesbåde  til at åbne telefonen (”Face Unlock”) og er en vigtig del af Apple Pay trådløs betaling. Her er en lille video, der viser, hvordan Face ID fungerer.

Sandsynligvis udnytter Apple også ansigts-genkendelsen til et par sjove gimmicks. F.eks. skal man kunne vælge en sjov emoji fra et bibliotek, og telefonen vil så forsyne den med ejerens øjne, øjenbryn, næse, hår osv. Funktionen hedder enten “Animoji” eller “3D emoji.”

Den velkendte Touch ID knap forsvinder til gengæld. Alle betjeningsknapper vil fremover være virtuelle og sidde i selve skærmen. Her vil de i princippet kunne ændres i design, alt efter hvilken app man bruger.

På ryggen af iPhone 8 sidder et dobbelt kamera med to sensorer på 12 megapixel. Det skal kunne optage 4K video i næsten professionelle 60 billeder i sekundet eller slow motion video i Full HD med 240 frames pr. sekund.

Prisen
Uha – det er det sværeste at svare på, for pris-forslagene ryger i øjeblikket op og ned som kursen på en valuta i et kriseramt land. Og Apple er ikke ligefrem i krise. Tværtimod.

De fleste synes at være enige om, at iPhone 8 bliver den første Apple telefon til over 1.000 USD. Intromodellen med 64 GB lager skal koste 999 USD – den dyreste med hele 512 GB så 1.199 USD.

Hvad det så bliver oversat til det danske marked kunne være 10.000 kroner for den billigste og 13.000 for den dyreste. Dermed sætter Apple en ny rekord for, hvad smartphones i storproduktion skal koste.

Omvendt er der de seneste par dage dukket historier op om, at de hidtidige prisgæt er vildt overdrevne. iPhone 8 skal blive billigere end først antaget. Derfor – ikke flere ord for mig om pris, før vi får den rigtige tirsdag aften.

3F Animojis er en sjov funktion i forbindelse med iPhones nye ansigts-genkendelse. Man kan “morphe” f.eks. sine øjne, næse eller frisure over på en emoji, man vælger fra et bibliotek i telefonen.

 

Hvornår
Ifølge flere store amerikanske erhvervsmedier er der fredag aften kommet ekstra tvivl om, hvorvidt Apples nye iPhone 8 bliver færdig til den planlagte lancering på tirsdag. Apple skal nok vise nyheden, men det kan vare længe, inden købere kan få den i hånden. Igen skal det være problemer i fabrikationen, der er årsagen.

Den nye iPhone 7S kommer sandsynligvis til salg i USA fra fredag den 22. september, og man kan forudbestille den fra den 15. september.

Lige nu ser det ud til, at iPhone 8 først kommer på markedet noget senere – og i givet fald – kun i et begrænset omfang. De nye presseforlydender fra USA taler om slut oktober, november eller sågar december. Hvis det er korrekt, får vi ikke iPhone 8 at se på det danske marked før i 2018.

Apple plejer at udsende sine nye iPhones i bølger – med et antal lande og markeder i hver. Danmark plejer ikke at være med i første bølge og nogle gange heller ikke i bølge to. Derfor kan det sagtens være, at vi først får iPhone 7S at se i danske butikker i oktober…

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VR, AR og den virkelige verden