Musik skader kreativiteten

iLIQ køler kaffe, te eller vin

Storm P eller Georg Gearløs tænkte ikke så meget i smartphones. De brugte deres kreativitetog opfindsomhed på ting, der kunne være praktiske at have omkring sig i hverdagens husholdning.

Jeg er temmelig sikker på, at de to ville elske den nye iLIQ gadget fra Tyskland. Det er en dims, man placerer på toppen af sit krus eller sit glas – og som sørger for at køle indholdet ned til præcist den temperatur, man ønsker.

De fleste ”smarte” krus a la Ember Ceramic, som jeg præsenterede her på bloggen i går, bruger moderne teknologi til at varme væsken op til et forud bestemt antal grader. iLIQ gør præcist det modsatte.

Nyheden vil derfor nok være mest populær i sommer-halvåret. Medmindre da, at man har en dårlig vane med at brænde tungen på at drikke teen eller kaffen alt for varm.

iLIQ fungerer mærkelig nok ikke med en smartphone app. I stedet bruger man en trådløs fjernbetjening med display til at indstille den temperatur, ens drikkevarer skal have.

Derefter placerer man iLIQ på toppen af glasset eller kruset. Nyhedens sensor sænkes ned i væsken for at måle dens varme, og en lille propeller på undersiden af iLIQ enheden begynder at blæse kølende luft ned over kaffen eller teen eller sodavanden, der skal køles. Først, når temperaturen er på f.eks. køleskabs-niveau, stopper blæseren.

iLIQ suger kølende luft ind via toppen af enheden, mens damp og varme blæses ud på siden af apparatet. Faktisk lidt som på udstødningen af en motor.

Det lyder som elektronisk legetøj og er det måske også. Tyskerne bag iLIQ hævder imidlertid, at deres opfindelse kan køle en væske fem gange hurtigere, end den normale luft i lokalet ville kunne. Det lyder da meget fornuftigt. Det samme gør en alarm, der lyder, når væsken har præcist den varme – eller kulde – som man ønsker.

iLIQ fortæller, at nyheden ikke kun kan bruges til at undgå skoldning af brugernes sarte tunger. Enheden vil også være oplagt til for te- og kaffe-entusiaster, der vil have deres drikke ved en helt bestemt temperatur. Tilsvarende vil iLIQ kunne bruges til at ilte rødvin og køle hvidvin på en varm sommerdag.

Helt moderne indeholder iLIQ er 650 mAh li-ion batteri, der kan holde drink-køleren kørende i en time uafbrudt pr. opladning.

iLIQ forsøger i øjeblikket at finde finansiering af en produktion via iværksætter portalen Kickstarter. Her kan interesserede forudbestille et eksemplar til en favørpris på 35 euro eller 260 kroner. Den senere butikspris bliver det dobbelte….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Musik skader kreativiteten