Ikonisk fotoapparat får comeback
Et af verdens mest ikoniske fotokameraer bliver nu genoplivet i en overraskende ny udgave. Det drejer sig om det legendariske Rolleiflex, der har sin oprindelse helt tilbage fra 1927 og har tjent fotografer som trofast billedskyder gennem årtier og generationer.
Designet er fortsat det klassiske, men indmaden er udskiftet med digitale chips og en printer, der passer til Fujifilms Instax Mini film. Med andre ord forvandles det mekaniske Rolleiflex til et kamera, der kan udskrive sine firkantede billeder straks efter, at de er taget.
Betjeningen er fortsat den klassiske. Billedsøgeren i 1:1 sidder i toppen af kameraet, og man arbejder normalt med kameraet i hoftehøjde. Det giver et unikt perspektiv og mulighed for at tage f.eks. diskrete billeder på gaden.
Det nye Rolleiflex Instant Kamera kan både bruges fuldautomatisk med autofokus og helt manuelt, hvor fotografen kan indstille f.eks. blænde, lukkertid og fokus område. Desuden rummer kameraet en flash, der automatisk justerer sig efter lyset i omgivelserne.
Rollei kameraerne blev produceret i Tyskland frem til 2015, hvor virksomheden gik konkurs. Firmaets fotoapparater var berømte for deres høje kvalitet og anvendelsen af objektiver fra Zeiss og Schneider. Rolleiflex var et medium format kamera.
Tilsyneladende har et Hong Kong firma nu købt rettighederne til Rollei navnet, for den nye Rolleiflex kommer fra Kina. Om kvaliteten har samme højder som i gamle dage, skal jeg ikke kunne sige.
Lidt utraditionelt markedsfører Rollei ikke sit nye kamera via de normale kanaler som fotoforhandlere, elektroniske supermarkeder osv. I hvert fald ikke ikke indledningsvis. I stedet tilbydes det nye Instant Rolleiflex som forudbestilling via iværksætter portalen Kickstarter til en pris af ca. 2.600 kroner. Levering vil ske til oktober….
Ingen kommentarer endnu