Nokia fortsætter sit retro trip

Ikke meget nyt i galaksen

I ugerne op til lanceringen af Samsungs vigtigste mobilnyhed i år – de nye Galaxy S9 og S9+ topmodeller – har der været spekuleret på, om sydkoreanerne ville indføre en mærkbar prisstigning.

Trenden blandt de kraftigere smartphones har nemlig været, at næste model blev dyrere end forgængeren – og i det hele taget er nye mobiltelefoner blevet mere kostbare i gennemsnit.

Det er også tilfældet hos Samsung. Galaxy S9 telefonerne bliver 500 kroner dyrere end, da deres S8 forgængere blev præsenteret for et år siden. Mere præcist bliver det 6.699 kroner for S9 og 7.499 kroner for den større S9+.

Galaxy S9 kommer bl.a. med en skæg emojis funktion med Augmented Reality. Se også video i bunden af artiklen.

Prisen er også den største forskel, man sådan udefra kan mærke. Ellers ligner Galaxy S9 forgængeren til forveksling. Præcist som jeg har skrevet flere gange her på bloggen.

Kigger man lidt nærmere, dukker flere nyheder op. Først og fremmest et nyt kamera på ryggen. Det er udstyret med dobbelt blænde og er langt bedre end forgængeren til at tage billeder under dårlige lysforhold eller lave videoer i super slow motion.

En anden nyhed er mere ovre i legekassen. Man kan nemlig lave personlige emojis med Augmented Reality (AR), som man kan krydre sine aktiviteter i sociale medier med.

De fire farver, man kan købe den nye Samsung telefon i

Højttalerne er blevet forbedret – igen som vi har skrevet her på Leifshows.dk. De er i stereo med Dolby Atmos og udviklet i samarbejde med tyske AKG. Det samme er de medfølgende høretelefoner.

Som første telefoner kan Galaxy S9 og S9+ fungere som styre-enhed til Samsungs bud på fremtidens intelligente hjem. Det sker via den præ-installerede SmartThings app.

Samsungs konkurrent til Amazon Alexa, Google Assistant og Apple Siri er selvfølgelig også ombord, for Bixby skal altså ud på stepperne nu, hvis han ikke skal sakke håbløst bagud i forhold til konkurrenterne.

Kameraerne på Galaxy S9 kan styres af kunstig intelligens og skal bl.a. være suveræne til fotos under dårlige lysforhold og til video i slow motion.

Bixby indeholder kunstig intelligens, der hjælper brugerne med at betjene f.eks. kameraet med stemme-kommandoer. Desuden virker funktionen Live Translation meget spændende, fordi den via mobilens kamera kan oversætte f.eks. skilte og menuer på andre sprog. Desuden kan funktionen vise valutaer i realtid.

Endelig kan man udvide Galaxy S9 med docking systemet DeX Pad, så mobilen fungerer som en laptop med stort tastatur, mus og skærm. Men den idé viste Samsung allerede for et par år siden.

Til sidst skal vel lige nævnes, at de nye Samsung telefoner er vandtætte efter IP68 standarden – og de har tre forskellige måder at identificere deres bruger på – fingeraftryk, ansigts-genkendelse og iris skanning. Alt andet har vi beskrevet her på bloggen før, og I kan læse de tekniske detaljer her.

Man kan forudbestille Galaxy S9 og S9+ fra i dag hos teleselskabet 3. I butikkerne kommer de fra den 16. marts i kulørerne Titanium Gray, Coral Blue, Lilac Purple og Midtnight Black….

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nokia fortsætter sit retro trip