Her er fremtidens hængelås

IKEA har verdens mest larmende lampe

Det er ret usædvanligt at tage til en design messe for at se store nyheder i Hi-Fi eller tv. Men i år ser det virkelig ud til at kunne betale sig at tage til Salone del Mobile i Milano. For både IKEA og Bang & Olufsen har spændende ting at vise.

IKEA’s samarbejde med den amerikanske højttaler specialist Sonos har været grundigt omtalt i de fleste medier op til flere gange – også her på Leifshows. Vi har bare manglet at se de fælles SYMFONISK produkter som andet end prototyper – og meget vigtigt – at få at vide, hvad nyhederne skal koste.

Begge ting kan jeg levere i denne artikel. Desuden kan jeg fortælle, at IKEA’s første store skridt ind i Hi-Fi verden vil kunne købes i de danske varehuse fra august.

Den mest spændende og lidt legesyge SYMFONISK er en bordlampe med trådløs højttaler integreret. Verdens mest larmende lampe, siger IKEA meget passende. Den vil kunne fås i hvidt eller sort til en pris af 1.699 kroner.

IKEA har en svaghed for at gemme teknologi af vejen som del af deres møbler og ting. Det er f.eks. trådløse oplader måtter til mobilen, der er en integreret del af et sofabord.

Ifølge IKEA er ideen slået fint an hos kunderne. Derfor er der ikke langt til at bygge en lampe og en trådløs Hi-Fi højttaler sammen.

Rent teknologisk svarer SYMFONISK bordlampen så nogenlunde til Sonos velkendte Play One højttaler. Bestykningen er den samme, så mon ikke elektronikken også er det.

Ifølge de første rapporter fra det italienske kan bordlampen spille meget renere end IKEA’s hidtidige Bluetooth højttalere af egen avl. Sætter man flere lamper op i samme lokale, kan man næsten få både lydniveau og lysshow som i et diskotek.

Den anden fælles nyhed fra IKEA og Sonos er SYMFONISK wifi højttaleren. Den kan ikke spille nær så højt som lampen, men den koster altså også kun det halve. 799 kroner skal man af med for nyheden i hvidt eller sort. Det lyder mere som en typisk IKEA pris.

SYMFONISK wifi er en meget fleksibel reol-højttaler, der kan anbringes både vertikalt og horisontalt på en hylde eller en skænk. Den kan også anbringes på en væg eller hænges på en stang via s-kroge, der skal købes som ekstra udstyr.

IKEA vil formentlig markedsføre SYMFONISK wifi som et alternativ til de populære ”smarte” højttalere fra f.eks. Google, Amazon, Apple eller JBL. IKEA boksene har dog ingen mikrofon, så de skal have deres ordrer via andre smarte enheder for at indgå i f.eks. et Amazon Alexa set-up.

SYMFONISK vil fungere helt fint selvstændigt i en bolig med IKEA. Desuden er de en billig udvidelse af ens Sonos systemer. På den måde kannibaliserer IKEA lidt hos partneren Sonos. SYMFONISK kan nemlig betjenes via Sonos’ smartphone app….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her er fremtidens hængelås