Hør radio via musik streaming

Hvem fører i stemme-styrede bokse?

Apple må være verdensmester i at lægge røgslør over, hvad der kommer af nye produkter – og hvordan det virkelig går med salget af sine nuværende.

Det giver plads til spåmænd og analytikere, der gætter til højre og venstre om salgstal, Apple ledelsens forventninger – og først og fremmest masser af gratis omtale.

Vi så et voldsomt forkert gæt for nylig, hvor analytikere mente, at iPhone X telefonen var en stor skuffelse for Apple. Da tallene så kom frem, viste det sig, at den dyre X’er faktisk var ikke kun Apples bestseller i årets første tre måneder. Det var også verdens mest solgte smartphone.

En lidt lignende historie verserede gennem flere år om Apple Watch. Efter en lidt langsom opstart er Apples smartwatch klart det mest solgte af slagsen i verden. Faktisk sælger Apple flere watche, end hele den schweiziske urindustri afsætter armbåndsure – tilsammen.

Googles Home højttalere bliver nok de første stemmestyrede bokse, der kommer (officielt) til salg på det danske marked.

Det tredje Apple produkt, hvor tvivlen har spredt sig,  er HomePod højttaleren – se indledningsfoto. Apples første udspil i stemmestyrede bokse er betydeligt dyrere end konkurrenterne fra bl.a. Amazon og Google – og skulle derfor have en vanskelig position i markedet. Mener flere analytikere.

Nu viser det sig, at Apple har solgt 600.000 HomePods til dato. Det er da ikke helt ringe, for markedet kan slet ikke sammenlignes med f.eks. mobiltelefoners. For det første er der langt færre, som kunne finde på at købe en ”smart” højttaler til deres hjem. For det andet sælges HomePod og konkurrenterne kun i et begrænset antal lande indtil videre.

Ifølge Strategy Analytics har det givet Apple en global markedsandel på 6 pct. Et stykke vej efter Amazon og Google, der er de klart største inden for stemme-styrede højttalere. Alene Amazon skal have solgt over 4 millioner eksemplarer i januar, februar og marts i år.

Amazon sidder derfor på 43,6 pct. af verdensmarkedet med sine Alexa Echo højttalere, mens Google når 26,5 pct. Google solgte 2,4 millioner Home bokse i årets første kvartal.

Her ses det globale salg af stemmestyrede højttalere. De to kinesere Alibaba og Xiaomi er også pænt med, selvom deres bokse næsten udelukkende sælges i Kina selv.

Det ser ud, som om Google bliver den første fabrikant, der forsøger sig med stemme-styrede højttalere på det danske marked. Googles Home og Home Mini produkter kommer til salg i Danmark inden længe.

Hvornår Apples HomePod og Amazons Echo højttalere dukker op på vores breddegrader, står endnu hen i det uvisse. I begge tilfælde afhænger det af, de personlige digitale assistenter Siri og Alexa lærer at forstå og tale dansk.

I mellemtiden vurderer internationale analytikere, at Apple måske kun får solgt to millioner eksemplarer af HomePod her i 2018. Det er et lille tal i Apples normale regneark og kan måske provokere Apple til at lancere en billigere udgave af højttaleren, som bedre kan konkurrere med Amazon og Google.

På den anden side har Apple jo aldrig haft problemer med at sælge produkter, der var meget dyrere end konkurrenternes. Tænk blot på iPhone….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hør radio via musik streaming