Musik-møbel for retro-fans

Hvad med en iPod til din iPhone?

I dag tager de fleste det som en selvfølge, at man henter musik ned fra internet og afspiller den på sin smartphone. Mange glemmer, at iPhonen i virkeligheden kun var nummer to i rækken, da Apple revolutionerede musik-branchen med iTunes online tjenesten straks i begyndelsen af dette årtusinde.

Inden iPhone var der iPod. Apples geniale lille musik-maskine, som bankede de allerede eksisterende MP3 afspillere helt ud af markedet. Både på grund af det digitale iTunes musik bibliotek på nettet – og fordi Apple fandt et smukt design til sin gadget.

Den originale iPod Classic havde et betjenings-hjul, som Apple havde tyvstjålet fra en Bang & Olufsen telefon. Designet glemte B&O at søge patent på, så Apple har aldrig betalt en dollar i licens til Struer, hvor man ellers godt kunne have brugt pengene.

Sådan så den fysiske iPod Classic ud. (Foto: Herbert Aust / Pixabay)

Never mind. Alle, der elskede iPod Classic – og det var mange – kan måske snart genoplive de glade musik-dage fra 2007 på deres nuværende iPhone. En ung design-studerende fra Cooper Union college i New York har nemlig skrevet en app, der får iPhone til at opføre sig fuldstændig, som om den var en iPod Classic.

Unge Elvin Hu har været rigtig dygtig til at programmere sin SwiftUI app. Den er en præcis digital kopi af iPod’ens front inklusive en ”skærm”, der viser coveret til det album, man lytter til musik fra.

Det goe gamle “Click Wheel” er der også. Det føles som ægte ved fysisk kontakt og afgiver samme velkendte klik-lyde som den ægte iPhone Classic.

Elvin Hu fortæller på sin Twitter profil, at han ikke er 100 procent færdig med sin SwiftUI app. Det regner han med at blive inden jul – hvis han da får lov.

Man kunne nemlig godt forestille sig, at den iderige studerende ville blive stoppet af Apples jurister og advokater inden da. De har ingen humor og synes formentlig ikke, at SwiftUI er så sjovt et påfund som Apples folk i udviklings- og design-afdelingerne.

Hvis Apples advokater er som jurister flest i USA vil de beskylde Elvin Hu for at have kopieret iPods design og brugerflade – og dét må man ikke. Sandsynligvis vil de også blokere for, at Elvin kan markedsføre SwiftUI iPod Classic vil Apples App Store, hvilket ellers ville være oplagt.

Måske er det bare mig, der er pessimistisk. Men man kan da håbe, at Apple har humor og husker, hvor sjovt det var, dengang Apple stadig var lille og sprudlede af ideer. Ikke en af verdens største tech-firmaer, hvor dagens børskurser er vigtigere end geniale nye produkter.

(Indledningsfoto til artiklen: Elvin Hu / Twitter)

Elvin Hu er tilsyneladende også en dygtig fotograf. Her har han taget et selvportræt. (Foto: Elvin Hu / 500px.com)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Musik-møbel for retro-fans