Leg ikke med mobilen bag rattet

Huawei viser sin nye supermobil

Huawei har travlt og har slet ikke tid til at fejre sine triumfer undervejs. Knap er blækket tørt på begejstringen over at have overhalet Apple som verdens næststørste mobilfabrikant (i Q2 af 2018), før Huawei står klar med en åbenlys udfordrer til iPhone Xs og Xs Max.

De nye Huawei Mate 20 og Mate 20 Pro er måske nok den værste Xs rival af alle. I hvert fald på vores side af Atlanten. For amerikanerne vil nok hævde, at deres nye Google Pixel 3 er den direkte konkurrent til den nye top-iPhone. Men den sælges indtil videre ikke i Skandinavien.

Så lad os koncentrere os om Huawei Mate 20, der havde verdens-premiere i London her i eftermiddags. Tre modeller kom den i – præcis som Leifshows skrev for et par dage siden. Mate 20, den superavancerede Mate 20 Pro og den gamer-rettede Mate 20 X.

Overordnet set var der heller ikke meget nyt i telefonen, som vi ikke vidste i forvejen. Så lad os i stedet koncentrere os om de detaljer, som ikke er blevet beskrevet før her i spalterne.

Både Mate 20 og Mate 20 har deres tre-dobbelte kamera anbragt elegant i en firkant sammen med blitzen. Pro modellens Leica objektiver og sensorer er et trin bedre end den almindelige 20’ers.

Mate serien lancerede Huawei egentlig som en direkte konkurrent til Samsungs store Galaxy Note. I dag har Mate udviklet sig til Huaweis efterårs højdepunkt, hvor meget af den teknologi bliver præsenteret, som ikke nåede at blive færdig til forårets P20 serie af telefoner. Eller er det omvendt?

Under alle omstændigheder er de nye Mate 20 mobiler et bevis på, at udviklings-folkene har meget travlt i Huaweis kinesiske laboratorier. Kameraerne er f.eks. blevet endnu en smule bedre. Kirin 980 processoren hurtigere og mere intelligent. Og så har Huawei lige tryllet med oplade-funktioner, som man ikke ser noget andet sted.

Mate 20 har således ikke kun fået en ekstra hurtig oplader på 40 watt, der kan fylde en Mate 20 Pro med stort 4.200 mAh batteri fra 0 til 70 pct. på bare en halv time. Dens trådløse opladning er samtidig på 15 watt, hvilket ligger pænt over gennemsnittet blandt smartphones.

Men hvad der er endnu mere praktisk: Mate 20 Pro kan også oplade andre gadges. Faktisk alt, hvad der kører efter den trådløse Qi standard. Det kunne f.eks. også være en iPhone Xs, der hentede ny energi hos Huawei. Det er da en sjov gimmick.

Huawei Mate 20 Pro (til venstre) og Mate 20 til højre. Bemærk den store forskel i indhak i toppen af skærmen. Det skyldes, at Pro modellen bl..a har en 3-dimensionel ansigts genkendelse, der kræver ekstra sensorer.

Store skærme har altid været et kendemærke for Huaweis Mate familie. De nye medlemmer er ingen undtagelse. Topmodellen Mate 20 Pro kommer således med et 6,4 tommers OLED HDR display med QUAD HD opløsning. Ikke bare Full HD+ som de fleste rivaler. På Mate 20 Pro er det 3.120 gange 1.440 punkter. Wow.

Det ydre design minder mere om Samsung end før. Skærmen buer hen over siderne præcist som på Galaxy S9, og telefonen virker faktisk temmelig lille af at bære på så stort et display. Det skyldes, at Huawei nærmest har fjernet alle rammer og strakt skærmen ud i et meget aflangt 19,5 til 9 format.

I toppen af skærmen har Huawei været nødt til at skære noget af et indhak – næsten større end på iPhone Xs Max. Det bruges til at gemme det dobbelte selfie kamera, blitz og sensorerne til den avancerede 3D ansigts-genkendelse. Den skal ifølge Huawei være mindst lige så god som Apples FaceID på iPhone X.

Foretrækker man fingeraftryk, skal man søge lidt for at finde den sædvanlige skanner. Den sidder nemlig ikke bagpå, hvor den plejer. Huawei har i stedet integreret den i selve skærmen på fronten. En teknologi, der har været kendt længe, men som nu omsider ser ud til at være stabil nok til masse produktion.

Selvom Mate 20 Pro har en skærm på 6,4 tommer, fylder den mindre end Apples nye iPhone Xs og Xs Max.

Jeg har tidligere nævnt, at Mate 20 Pro slår alt andet på markedet med et Leica kamera på hele 40 megapixel. Det er i vidvinkel og ret lysfølsomt med sine f/1.8. Det suppleres af en 8 MP telelinse med 3 gange zoom og f/2.4. Det tredje kamera i den lille firkant på ryggen af Mate 20 Pro bryder helt med Huaweis traditioner.

På tidligere topklasse modeller som f.eks. P20 Pro har Huawei haft en sort/hvid sensor, der skal skabe ekstra kontrast og fange lysdata, der kan bruges til at forbedre billederne fra de andre kameraer.

Det er ikke længere nødvendigt, mener Huawei. I stedet får man så en super-vidvinkel sensor på 20 megapixel og f/2.2. Den kan mange sikkert godt bruge, mens andre nok vil beklage, at man ikke længere kan tage ægte sort/hvid billeder med Mate 20 Pro.

Kunstig intelligens betyder allerede meget om Huaweis nuværende smartphones – også dem, der sælges under Honor mærket. Klogskaben har udvidet sig endnu mere på de nye Mate 20 telefoner, hvor de først og fremmest hjælper med at vælge det rette fokus, den rette blænde og den rigtige lukker til hvert motiv, man siger på.

Huawei Mate 20 og Mate 20 Pro har indbygget kunstig intelligens, der skal få selv de sværeste motiver til at give et flot foto.

Optager man video, vil intelligensen holde fokus bundet til det ønskede motiv, samtidig med at kan tilføre special effects i ægte tid.

Klogskaben kan også vise sig på en helt anden led. Tager man f.eks. et skærmbillede fra en skæv vinkel, vil den kunstige intelligens automatisk korrigere orientering og perspektiv. Resultatet vil være et nydeligt skærm dump, som man kan lægge ind i sin PowerPoint.

Pro modellen bliver den første Mate 20 model, der lander i Danmark. Den bliver overraskende billig. 7.499 kroner er en stærk kæbeknuser til Apples iPhone Xs Max.

Man kan vælge mellem farverne sort, blå og Twilight. Sidstnævnte er den lettere changerende blå, som er blevet lidt af en bestseller på Huaweis nuværende P20 telefon. Den rent blå variant har en lidt mat overflade med struktur, som skal gøre den lettere at holde fast på. Desuden skal strukturen være mindre modtagelig for fedtfingre….

Den blå udgave af Huawei Mate 20 Pro har en mat og ru overflade, der gør overfladen mindre modtagelig for fedtede fingre.

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Leg ikke med mobilen bag rattet