Facebook flirter med Ray-Ban

Huawei satser stærkere på ure

Mens Huawei tilsyneladende skærer lidt ned på antallet af nye smartphone modeller til det danske marked, fordi de ikke kan udstyres med den rigtige Android og Google apps, satser den kinesiske gigant desto mere på andre elektroniske gadges.

Det gælder ikke mindst smartwatches, hvor Huawei har markeret sig som en af markedets helt store – i selskab med Apple og Samsung.

Fra oktober kommer fire nye Watch GT 2 ure. Alle med Huaweis nye Kirin A1 processor ombord, der skal kunne holde urene kørende i to uger på en batteri-opladning.

Elegance udgaven af Watch GT 2 ligner mere et klassisk smykke-ur end et smartwatch.

En af nyhederne i Watch GT 2 er, at man nu kan gennemføre telefon opkald over Bluetooth. Det har man kunnet længe med ure fra andre fabrikanter, men den kommer først nu fra tele-specialisten Huawei.

Den nye telefon-funktion findes dog kun i de store modeller med 46 mm urkasse. Rækkevidden skal være op til 150 meter fra en smartphone, der ringer videre ud i mobilnettet.

Nok så interessant er, at Huawei har lagt betydeligt stærkere sports- og sundheds-relaterede apps ind i de nye GT2 ure. De kan f.eks. måle på 15 idræts-grene som f.eks. cykling, løb, svømning, klatring og roning. Den seriøse bruger kan hente 190 forskellige typer data. Desuden ligger der 13 præ-installerede løberuter i urets hukommelse.

Ny er også funktionen TruSleep 2.0, der benytter kunstig intelligens til at identificere søvn-problemer. App’en kommer samtidig med gode råd til, hvordan man kan få en bedre søvn.

Tilsvarende holder Huawei Watch GT 2 også øje med brugerens stress-niveau, puls og hjerterytme. Kommer pulsen over 100 eller under 50, slår uret alarm.

Det kan nemlig være tegn på hjerte-problemer, medmindre man lige har gennemført en sports-præstation, der har fået pulsen helt op.

(Alle fotos: Huawei)

Lidt usædvanligt kan Huaweis ur også måle brugerens hjerterytme,  mens han eller hun dykker under vand ned til 50 meterd dybde. Huawei kalder denne funktion for “adaptive algorithm for underwater heart signal sensing”

Huawei mener i øvrigt, at man har løst et af de konstante problemer, ejere af alle andre smartwatches render rundt med. Nemlig at deres ure løber tør for batteri senest efter halvandet døgn – og ofte meget tiere.

Huaweis nye Kirin A1 processor skal nemlig bruge meget mindre strøm end andre tilsvarende chips. Selv de store 46 mm modeller af Watch GT 2 kan køre i op til to uger, selvom man flittigt bruger hjerte-måler, 30 minutters Bluetooth opkald om ugen, 30 minutters musik-afspilning, Sleep Mode om natten og måling af 90 minutters træning.

Tag nu alligevel disse pralerier med en kop salt. De 14 dage kan næppe opnås med GPS tændt på uret.  Har man navigatoren aktiv, falder levetiden til 30 timer på en batteri opladning. Stadig flot. Hører man musik konstant og taler i telefon hele tiden, falder køretiden til henholdsvis 24 og 10 timer.

Dertil kommer andre features som musik-afspiller til 500 sange i urets lager, lommelygte, barometer, kompas, vejrudsigt, alarm, notifikationer fra mobilen og “find min telefon” app.

Design-mæssigt bibeholder Huawei den klassiske runde form. Skærmen er af AMOLED HD typen, der skal være letlæselig selv i direkte solskin.

De små modeller på 42 mm er mest til kvinder. Urene har en 1,2 tommers skærm med 390 gange 390 punkter. De er meget slanke – 9,4 mm – og vejer kun 29 gram.

46 mm versionerne af Huawei Watch GT 2 er mere maskuline. De har en urkasse på 46 mm og et tilsvarende større display på 1,39 tommer. Billed-opløsningen er her 454 gange 454 punkter. Skærmen på det store ur er desuden altid tændt.

Huawei Watch GT 2 kommer til salg i Danmark hos Power, Elgiganten, Bilka, Telia og YouSee, hvor man kan vælge mellem Classic i 42 eller 46 mm, Elegant i 42 mm og Sport med 46 mm urkasse.

Priserne begynder ved 1.799 kroner for en Classic i 42 mm, der kommer på markedet i begyndelsen af november. Sport versionen skal koste 1.999 kr fra slutningen af oktober, mens Elegant i 42 mm bliver dyrest med 2.299 kr. Sidstnævnte når lige at lande i Danmark til julegaverne – nemlig primo december….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook flirter med Ray-Ban