Første toaster til computer spillere

Huawei igen nr. 2 i mobiler

Det er ikke mange år siden, at folk slet ikke kendte det kinesiske firma Huawei. Hvordan udtalte man i det hele taget det svære ord?

I dag har folk måske ikke lært at sige Huawei helt korrekt, men stort set alle kender firmaet. TDC’s afvisning af at bruge Huawei til at bygge sit 5G netværk – og amerikanernes beskyldninger om, at Huawei spionerer via telefonen for Kina – har bragt firmaet på alles læber.

I dag bliver Huawei nævnt på linie med Apple og Samsung, hvilket såmænd er rimelig nok. Huaweis smartphones vinder den ene topplacering efter den anden, når det gælder kameraer i mobilen, og sidste år overhalede Huawei for en stund Apple som verdens næststørste smartphone fabrikant.

Nu ser det ud til, at Huawei har overhalet Apple igen. I de første tre måneder af i år solgte Huawei så mange mobiltelefoner på verdensbasis, at det svarer til 17 pct. markedsandel. Kun Samsung er større med 21 pct.

Huawei marcherer afsted med syvmile skridt, mens både Apple og Samsung mister markedsandele i mobilsalget på globalt plan.. (Grafik: Counterpoint Research)

Det viser helt nye tal fra analyse-firmaet Counterpoint Research. De afslører også, at Huawei bare vokser og vokser, mens både Apple og Samsung vinder terræn.

Ifølge Counterpoint solgte Samsung 72 millioner smartphones i første kvartal af 2019. Huawei kom drønende ind med 59,1 millioner, mens Apple hinkede bagefter med mere beskedne 42 mio.

Man skal naturligvis tage den slags statistikker med et gran salt. Som regel er analyse-firmaerne nemlig indbyrdes uenige.

Det skyldes bl.a, at nogle måler på, hvor mange telefoner fabrikanterne har solgt ud i kanalen til distributører, importører og forhandlere. Andre registrerer, hvor meget forhandlerne har afsat til slutbrugerne.

De eneste tre mobilmærker i verden, der går frem, er alle kinesiske. Ud over Huawei er det OPPO og Vivo, der er søsterselskaber – og i øvrigt har OnePlus som det tredje navn i familien. (Grafik: Counterpoint Research)

Præcist for et år siden erobrede Huawei også andenpladsen i verden fra Apple, men da hele året blev gjort op, klemte Apple sig lige akkurat tilbage. Det skyldes, at Apples store tid er sidst på året. Så er de nye iPhone modeller landet i september.

Huawei derimod ser ud til at have en mere jævn fordeling af sit mobilsalg hen over året. Forklaringen er bl.a, at Huawei lancerer nye toptelefoner to gange om året. I foråret er det P-modellerne og i efteråret Mate-mobilerne.

Huawei har flere gange været ude med spådomme om, at man ville overtage Samsungs førsteplads i verden i løbet af et år eller to. Med efterhånden kun fire procent og 13 millioner mobiler i forskel lyder det bestemt ikke urealistisk.

Huaweis fremgang er desto mere imponerende, når man husker, at firmaets telefoner stort set ikke er til salg på verdens næststørste marked – USA. Apples og Samsungs mobiler sælges til gengæld overalt – også på Huaweis hjemmebane i Kina….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første toaster til computer spillere