Ny iPhone optager stjerne-video

Huawei folder sig ud den 15. november

Foldbare smartphones har ikke ligefrem fået en positiv modtagelse, siden de blev lanceret af både Samsung og Huawei tilbage i februar.

Samsung måtte trække sin Galaxy Fold tilbage fra markedet kun kort efter, at de første anmeldere fik telefonen til afprøvning. Den viste sig at være alt for sart og fejlbehæftet.

Samsung har nu langt om længe sendt en forbedret version af Galaxy Fold på markedet. Den kan også købes af danskere, hvis man har pengepungen i orden. Næsten 16.000 kroner for en mobil.

Sådan så Huawei Mate X ud, da den blev lanceret første gang tilbage i februar. (Foto: Huawei)

For en sikkerheds skyld har Samsung også meddelt, at en Galaxy Fold 2 kan forventes på markedet til næste forår. Med en hel del design-mæssige ændringer.

Huawei var lige i hælene på Samsung i foråret, men den kinesiske telegigant fik aldrig sendt sin Mate X telefon på markedet.

Skræmt op af Samsungs dårlige eksempel foretrak Huawei at holde sin folde-mobil tilbage og lige give den et par ekstra omgange tests og afprøvninger.  Nok meget klogt.

Samtidig ville Mate X aldrig opnå Galaxy Folds internationale udbredelse. Alene af dem grund, at Huaweis innovative telefon indeholder 5G teknologi. Kun meget få lande har netværk med 5G i dag.

Folde-telefonerne giver fascinerende nye muligheder – når de virker, og når de kommer. (Foto Huawei)

Endelig var der stor risiko for, at Mate X – som flere andre af Huaweis nyeste smartphones – ville blive offer for handelskrigen mellem USA og Kina. Med andre ord nul Google apps ombord.

Nu ser det imidlertid ud til, at Huawei er klar til at re-lancere Mate X. Det sker den 15. november og kun på det kinesiske marked. Huawei afventer udviklingen i handelskrigen og, om Google igen må åbne for det varme vand. Med andre ord får tilladelse fra Det Hvide Hus til at levere software til Huaweis nye telefoner.

Ifølge kinesiske medier vil Huawei sælge den forbedrede Mate X for 16.999 yuan eller ca. 17.200 kroner. Det vil sige noget dyrere end Samsung med sin Galaxy Fold.

Den nye Huawei Mate X kommer med 8 GB RAM, 512 GB lager og 5G telefoni. Betaler kineserne 2.800 kroner ekstra, får de en skærm-reparations-service med. Åbenbart er Huawei klar over at de fleksible OLED displays er folde-mobilernes ømme punkt – eller akilleshæl.

Huawei har allerede annonceret sin næste foldemobil. Den hedder Mate Xs og lanceres til marts næste år. Den rummer Huaweis helt nye Kirin 990 super-processor med 5G integreret. (Foto: Weibo)

Ligesom Samsung antyder Huawei, at der også snart er en helt ny version af Mate X telefonen på vej. Den kaldes Mate Xs og kommer til marts med Huaweis næste generation super-processor ombord.

Den hedder Kirin 990, har 5G integreret og får som markedets første chip over 10 milliarder transistorer ombord. Det skal bl.a. sikre, at processoren og ekstra chips fylder 36 pct. mindre end de nuværende versioner.

Huawei i Kina nævner ikke med et ord, om og hvornår Mate X (eventuelt) skal sælges på i andre lande end Kina. En international lancering er ”under revurdering”, som det hedder.

Meget vil nok afhænge af udviklingen i forhold til USA. Desuden vil Huawei fokusere primært på de markeder, hvor 5G kommer først. Ergo er Danmark ikke med. Realistisk set får vi ikke 5G i større målestok før tidligst i 2021 – måske snarere 2022 eller 2023….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny iPhone optager stjerne-video