Verdens første sovepose med elvarme

Her er den nye OnePlus 7T

I Europa og Danmark får vi først efterårets høst af OnePlus telefoner at se om to uger – mere præcist den 10. oktober. Inderne fik til gengæld æren i går, selvom det kun var halvdelen af nyhederne.

OnePlus præsenterede nemlig udelukkende den lille model – OnePlus 7T. Den virkeligt spændende – Pro versionen – lod OnePlus blive hjemme.

Måske fordi europæerne skal have en ekstra godbid om 14 dage – når de nu skal vente et par uger længere end inderne.

Never mind. Den nye OnePlus 7T er bestemt ikke uinteressant. Også fordi den indeholder en del positive overraskelser i forhold til sin forgænger OnePlus 7.

Skærmen er f.eks. blevet større  – 6,55 tommer mod tidligere 6,41. Samtidig er opløsningen øget til 2.400 gange 1.080 punkter – og endnu vigtigere: Displayets opdaterings-frekvens er hoppet fra de normale 60 til nu superhurtige og rykfri 90 Hz. Det var en af højdepunkterne i den dyrere OnePlus 7 Pro model, som kom på markedet i maj.

Processoren er den helt nye Snapdragon 855 Plus. Den er bl.a. stærkere til spil og grafik end den normale 855 chip, der sidder i de fleste toptelefoner til Android nu om dage. RAM-hukommelsen er maksimalt 8 GB, og telefonen kommer som standard med 128 GB lager.

OnePlus har også forbedret kameraerne. Nu er der tre billedskydere i stedet for to, og de har sensorer på henholdsvis 48, 16 og 13 megapixel. Det bringer foto-evnerne på den ”billige” OnePlus telefon meget tæt på storebror Pro.

Det ydre design har også ændret sig i forhold til OnePlus 7. Kameraerne sidder ikke længere på række, men er anbragt på et cirkel-rundt panel. OnePlus siger, at inspirationen er hentet fra gamle boks-kameraer til foto.

Her ses de to nye farver, man kan købe OnePlus 7T i. De tre kameraer på ryggen sidder i en sort cirkel, som skal ligne gamle boks-kameraer en smule.

OnePlus har dog ikke villet give 7T modellen den sikkert ret dyre løsning med selfie kameraet i en motordrevet skuffe, som har gjort OnePlus 7 Pro ganske berømt. På den ”rene” 7T’er sidder selfie billed-sensoren på 16 MP i et dråbeformet indhak øverst i skærmen.

Batteriet er blevet en smule større end forgængerens – 3.800 i stedet for 3.700 mAh. Som altid hos OnePlus er der ingen trådløs opladning, og telefonen er tilsyneladende heller ikke vandtæt.

Da OnePlus 7 og 7 Pro blev præsenteret i maj, føltes det som en kæmpe forskel på de to modeller. Den ser ud til at være mindsket med den nye OnePlus 7T. Hvor meget, ved vi først, når storebror 7T Pro dukker op den 10. oktober.

Med en pris på 599 USD i Asien ser det ud til, at den nye OnePlus 7T kan holde prisen på sin forgænger, selvom specifikationerne ser betydeligt bedre ud. OnePlus 7 koster i øjeblikket 4.299 kroner inklusive den dyre danske moms.

Den nye 7T telefon, der fås i farverne metal-blå og sølv, er en positiv overraskelse fra OnePlus. Spændende at se, hvad OnePlus så har med i ærmet på den kommende 7T Pro model. Begge kommer nok til salg i Danmark senere i oktober….

OnePlus 7T har et almindeligt display med ramme omkring. Den dyrere 7T Pro får formentlig en skærm, der buer ned langs siderne

 

Her kan man se, hvad man får med i pakken, når man køber OnePlus 7T. Design og farver er typisk OnePlus.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens første sovepose med elvarme