Google Pay åbner i Danmark

Her er den nye MacBook og Mac mini

Hvis I følger med dagligt på min Leifshows blog, vil der ikke være meget nyt, når jeg nu fortæller, hvad Apple har afsløret af spændende nyheder i dag. De fleste ting har været afsløret på forhånd. Nu kommer så detaljerne om f.eks. den nye Apple laptop og Mac mini computer.

Apples ”mindste” serie af laptops – MacBook Air – har virkelig trængt til fornyelse. Man troede næsten, at Apple havde glemt Air maskiner. Sidste år, hvor de øvrige Mac computere fik opgraderinger, blev MacBook Air og Mac Mini helt udeladt.

Det betød dog ikke, at Apple droppede de to – som mange gættede på dengang. Fornyelsen kommer bare et år senere. Nemlig nu.

Apple har solgt over 100 millioner MacBooks på verdensbasis. Den nye MacBook Air er 10 pct. slankere end sin forgænger.

Den nye MacBook Air har først og fremmest fået en meget bedre skærm. Den er på 13,3 tommer og i Retina kvalitet med 2.560 gange 1.600 punkter.

Rammerne omkring displayet er blevet tyndere, og hele laptoppen er 17 pct. mindre end forgængeren. 10 pct. tyndere er den også blevet med 15,5 millimeter.

Indenbords sidder en ottende generation Intel i5 processor, op til 16 GB RAM og maksimalt 1,5 TB i hurtig SSD lager. Apples T2 chip til sikkerhed er også med ligesom to Thunderbolt 3 porte. Batteriet skal kunne køre 13 timer med video på en opladning.

Med sin Retina skærm og smallere rammer om displayet ser den nye MacBook Air mere elegant ud end forgængeren.

 

MacBook Air anno 2018 har fået et bedre tastatur, en større pegeplade og Touch ID autentifikation. Man kan vælge imellem farverne Space Gray, Gold og Silver. Den nye laptop kommer på gaden den 7. november til priser fra 10.499 kroner.

Den anden Mac nyhed fra Apple i dag er en ny version af den lille Mac mini computer. Den skal være fem gange hurtigere end sin aldrende forgænger og er på alle måder ført op til dagens standard.

Interessenter kan således vælge mellem alt fra Intel i3 til i7 processorer, op til 64 GB RAM og maksimalt 2 terabytes (TB) af SSD diske. Helt slut er det med mekaniske og roterende harddiske. Desuden sidder Apples T2 sikkerheds-chip nu også i Mac mini.

Mac Mini er en praktisk lille og kraftig computer, som man kan forbinde til forskellige skærme og tastaturer.

Størrelsen er den samme som før. Mac mini er lille – den minder lidt om en storebror til Apple TV boksen. Det betyder dog ikke, at man kommer til at mangle porte: Der er fire Thunderbolt 3, to USB-A, HDMI, audio out og muligheden for at uvide med et ekstremt hurtigt netstik (10 GB Ethernet).

Den nye Mac mini fås kun i Space Gray og koster betydeligt mere end forgængeren. Priserne begynder nu ved 6.999 kroner. I butikkerne kommer Mac Mini den 7. november.

Til sidst skal lige nævnes, at Apple ikke kun siger, men også gør noget for miljøet. Både den nye MacBook Air og Mac mini er nemlig fremstillet 100 procent af aluminium fra genbrug….

Mac Mini savner ikke kontakt med omgivelserne. Her er både Thunderbolt, USB og HDMI porte som standard.

Den nye Mac Mini har fået de nyeste Intel processorer og betydeligt mere RAM hukommelse at gøre godt med.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Google Pay åbner i Danmark