Galaxy S10 er blevet klogere
Så kom det omsider – Samsungs Galaxy S10 flagskib. Mobilverdenens bedst kendte hemmelighed, fordi talrige lækager har afsløret de fleste detaljer om den nye telefon.
Det har Samsung slet ikke været sur eller irriteret over. Tværtimod har den nye Galaxy fået massiv omtale – gratis reklame. De mange artikler – også her på Leifshows.dk – har skærpet publikums opmærksomhed. Enormt vigtigt i en tid, hvor de fleste smartphones ligner hinanden.
Lige så betydningsfuld som iPhone X var for Apple. Lige så vigtig er den tiende generation af Galaxy S for Samsung. Den skal nemlig vende en negativ spiral i salget af telefoner i den dyrere ende.
Hvor iPhone X brød med Apples design af mobiltelefoner gennem 10 år, ligner den nye Samsung Galaxy S10 sig selv.Set udefra er der ikke den store forskel til sidste års skuffende Galaxy S9 model.
Sikkert helt bevidst fra Samsungs side. Galaxy S10 er som en VW Golf i mobilverdenen. Alle kender dens navn og kvaliteter. Udseendet er velkendt og forandrer sig kun lidt fra generation til generation.
Men det er præcis hemmeligheden, hvorfor Golf har været en bestseller for VW i flere årtier. Man ved, hvad man får – og det er godt og solidt. Køberne vil ikke have forandringer, men forbedringer.
Sådan er det altså også med den nye Samsung. Det visuelt vigtigste er, at telefonen virker helt glat og pæn på fronten. Ingen indhak eller ”notch” i toppen af skærmen, som de fleste konkurrenter har.
I stedet bruger Samsung et Infinity-O display, hvor ”o’et” står for, at skærmen har en hul oppe i højre hjørne. Her titter selfie kameraet igennem – og i den store Galaxy S10+ det dobbelte.
Samsung Galaxy S10 kommer til Danmark den 8. marts i tre modeller – S10e, S10 og S10+. Helt som forventet. En fjerde 5G model er også klar, men den bliver først lanceret i Skandinavien, når de nye, lynhurtige mobilnet er klar. Det varer nok mindst et år fra nu.
Billigere er de nye Samsung’er ikke blevet. Den nye indgangs-billet begynder ved 6.000 kroner for den lidt skrabede Galaxy S10e og slutter ved over det dobbelte for den foreløbigt dyreste s10+ model. 5G-telefonen bliver nok endnu mere kostbar:
- Galaxy S10e med 5,8 tommers Fuld HD+ skærm, dobbelt kamera, 8 GB RAM og 128 GB lager – 5.999 kroner.
- Galaxy S10 med 6,1 tommers Quad HD+ skærm, triple kamera, 8 GB RAM og 128 GB lager – 7.199 kroner.
- Galaxy S10+ med 6,4 tommers Quad HD+ skærm, triple kamera, 8 GB RAM og 128 GB lager – 7.999 kroner.
- Galaxy S10+ med 8 GB RAM og 512 GB lager – 9.699 kroner.
- Galaxy S10+ med keramisk cover, 12 GB RAM og 1 TB lager – 12.699 kroner.
Samsung kalder den nye skærm på telefonerne for Dynamic AMOLED, fordi den – som den første på markedet – er HDR10+ certificeret. Det giver klarere farver, skarpere kontrast, dybere sort, hvidere hvidt og et større spektrum af kulører end andre smartphones på markedet.
Skærmen gemmer samtidig på fingeraftryks-skanneren, som vi også har set det fra flere andre Android fabrikanter. Samsungs udgave skal dog være mere avanceret og dermed sikker, fordi den anvender 3D ultralyd til at læse hudens konturer på fingerspidsen.
De to større 10’ere er udstyret med tre kameraer på ryggen. De har dobbelt blænde og omfatter som noget nyt i S-serien en ultra-vidvinkel linse, der dækker et synsfelt på 123 grader.
Naturligvis bruger også Samsung kunstig intelligens til at styre sine kameraer. ”Klogskaben” bruges til at genkende motiver og indstille kameraet optimalt med blænde, farver, zoom osv.
Intelligensen kan også brugeres til den trådløse opladning, strømforbrug, optimal anvendelse af processoren og til Wi-Fi forbindelserne:
Galaxy S10 kan således sende strøm trådløst videre til f.eks. smartwatches, øretelefoner eller andre smartphones, der er løbet tør. Eneste krav er, at de skal være kompatible med Qi-standarden for trådløs opladning – og det er de fleste.
Den kunstige intelligens lærer af sin brugers vaner og justerer automatisk batteri, belastning og telefonens interne temperatur til forbrugs-mønstret.
Intelligensen i radio-modtagelsen sørger for, at skiftet mellem 4G og Wi-Fi foregår lynhurtigt og helt uden forstyrrelser eller hak i modtagelsen. Telefonerne kan samtidig arbejde med den nye hurtigere Wi-Fi 6 standard.
Endelig ser det ud til, at Samsung omsider vil gøre noget seriøst ved sin Bixby assistent på sine mobiltelefoner. På Galaxy S10 kan Bixby automatisk tilpasse mobilen til brugerens personlige ruter som f.eks. bilture og aften-rutiner. På den måde kan antallet af gange, man skal trykke på telefonen for at få en opgave gjort – blive reduceret.
Samsung Galaxy S10 og S10+ kommer i farverne Prism White og Prism Black. Den billigere S10e model fås også i en ny Prism Green kulør. De dyreste versioner leveres også i keramik cover i sort.
I introduktions-perioden får købere af Galaxy S10 og S10+ et sæt trådløse Galaxy Buds øretelefoner med i prisen….
Ingen kommentarer endnu