Ferrari feeling ved skrivebordet

Fra Facebook til Det Hvide Hus?

Hvis der er én ting, jeg har lært om USA, er det, at man aldrig skal sige aldrig.

Senest blev det bekræftet med syvtommer søm, da Donald Trump vandt det amerikanske præsident valg. Against All Odds.

Derfor kan man heller ikke få mig til at sige ”aldrig”, når medierne annoncerer, at Michelle Obama eller Facebooks Mark Zuckerberg vil ”run for president”.

Begge afviser, men det skal man ikke nødvendigvis tage for gode varer. Det ville være dumt at melde ud for tidligt, og Trump har trods alt kun siddet på posten i tre-en-halv måned.

Nu har vi lige haft historiens første sorte præsident par i Det Hvide Hus. Priscilla Chan ville være den første First Lady af kinesisk afstamning.

Sandsynligheden er nok størst for, at Zuckerberg tager chancen om fire år.

Til den tid vil folk nok være blevet endnu mere trætte af Trump, end de allerede er – og Trump vil være træt og slidt op af alle de konstante politiske kampe og pressen som konstant modstander. Og han vil være 74 år.

Mark Zuckerberg vil kun være 36 år. Med en absolut ikke umulig mulighed for at blive USA’s yngste præsident – og den næste mand i det ovale kontor.

Lige nu er Zuckerberg på en USA-turné, der minder forbløffende om, hvad præsident kandidater plejer at gøre.

Han vil besøge alle stater i USA her i 2017. Lige nu mangler han omkring 30, som han skal nå inden jul. Det lyder slet ikke umuligt.

Her i den seneste weekend kiggede han forbi fire stater, som Trump vandt – Indiana, Wisconsin, Michigan og Ohio.

Tilfældigt. Måske – måske ikke.

Gode fotos er vigtige i politisk PR. Her fodrer Zuckerberg en kalv i Wisconsin.

Zuckerberg siger, at han vil møde ”mennesker” – og i øjenhøjde. En god idé, eftersom en pæn stor del af verden benytter en eller flere af hans sociale medier. Facebook alene har 1,86 milliard brugere, Messenger og WhatsApp over en milliard og Instagram nu 500 millioner.

Ligesom Trump er Zuckerberg milliardær. Bare meget rigere og under halvt så gammel. Desuden er han i øjeblikket USA’s mest berømte self-made man. Og han har først og fremmest en mere social holdning end den nuværende præsident.

Sammen med sin kone Priscilla har han stiftet det velgørende Chan Zuckerberg Initiative, som med tiden skal overtage 99 pct. af Zuckerbergs aktier i Facebook. De har efter den seneste aktiekurs en værdi af 442 milliarder kroner!

Har nogen nogensinde hørt om, at Donald Trump sådan helt af sig selv og frivilligt har giver 100.000 USD til velgørende formål?

Zuckerberg har desuden sit Facebook imperium til at hjælpe sig.

Zuckerberg er i øjeblikket på en valgkamp lignende turne igennem alle 50 stater.

På godt og ondt viste Facebook, hvor effektivt et våben sociale medier er i politik, da Trump vandt præsident valget. Som kanal til at sprede de meget omtalte fake news var Facebook en ikke uvigtig brik i at hjælpe Trump ind i Det Hvide Hus.

Det skete, uden at Facebook ønskede det. Tværtimod anbefalede Facebook – som de fleste andre store tech firmaer i Californien – ikke at stemme på Trump.

I december meddelte den gode Mark, at han ikke længere var ateist. Han var vendt tilbage til jødedommen, som har var opdraget med som barn.

Nu er religion meget vigtig, siger han. Sikkert velvidende, at religion er meget vigtig i amerikanske valgkampe.

Forinden havde han i andre interviews afsløret, at Facebook er struktureret på en måde, så han ikke behøver at træde tilbage som topchef (CEO), hvis man tog orlov for at overtage f.eks. et offentligt hverv. Det kunne jo være fire eller otte år som USA’s præsident.

Mon amerikanerne også vil vende tommelen opad, hvis Mark Zuckerberg meddelte, at han vil gå efter at blive præsident for USA?

Hvis man følger Mark Zuckerbergs daglige opdateringer på Facebook – og det gør flere hundrede-tusind mennesker – ligner de meget den type opslag, som politikere bruger. Især i forbindelse med en valgkamp.

Den ene dag besøger han en bonde i Wisconsin – næste dag en Ford fabrik i Michigan, hvor han fik lov til at sætte et par smådele i en ny pickup. Naturligvis med mange fotos til.

Ind imellem taler han med ex-narkomaner og deres hjælpere i Ohio, får en hyggesnak med en borgmester i Indiana og diskuterer med muslimske studerende på University of Michigan.

Alle sammen er det mennesker, som lever meget langt fra Zuckerbergs drømmeland i Silicon Valley. Han kommer, småsnakker, får taget fotos.

Det hele virker som en træning til at blive rigtig politiker senere, men måske det også er fake news….

Facebooks boss på farm arbejde i Wisconsin.

Zuckerberg hos brandmænd i Indiana.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ferrari feeling ved skrivebordet