Danmark er et dyrt iPhone land (opd)

Flex bliver lyd-kræs til mobilen

Sonos gjort det for nylig med sin One. IKEA såmænd også – med Sonos og en lampeskærm på toppen. Amazon, Google, JBL og Apple er med på samme trend. At bygge cylinder-formede højttalere, der er trådløse og så små, at de kan stå overalt uden at dominere lokalet.

Nu følger så også engelske Bowers & Wilkins efter. Flex hedder den nye kompakte højttaler, der koster op til dobbelt så meget som de nævnte konkurrenters rørformede tilbud. Til en dansk pris på 3.400 kroner må man derfor kunne forvente noget ekstra god i lydkvalitet i den nye B&W.

En nærlæsning af specifikationerne virker bestemt lovende. Den lille Flex er således udviklet af samme team, der står bag B&W’s kostbare og fremragende 800 Series Diamond gulv-højttalere.

Den én tommers dome tweeter til diskanten kan Flex lånt fra B&W’s vel-renommerede 600 Series, mens den 10 centimeters bas/mellemtone med en membran af vævet glasfiber stammer fra firmaets M-1 satellit højttalere. Genbrug kan være en god idé, når man har den slags reserve-dele på hylden.

Indenbords i Flex sidder også en digital forstærker på to gange 50 watt. Elektronikken kan håndtere streaming i 24 bit / 96 kHz kvalitet. Der er Apple AirPlay 2, Spotify Connect, Wi-Fi og Bluetooth med den seneste aptX udvidelse til High Definition audio. Endelig rummer B&W nyheden en lydprocessor med Dynamic EQ, der automatisk tilpasser lyden til rummet i ”real time.”

Med Bowers & Wilkins mange-årige erfaring som fabrikant af high-end højttalere virker alle disse teknologiske lækkerier ikke kun som tom reklame. Hos B&W er som regel også indhold og rigtig god lyd med i pakken.

B&W markedsfører Flex som det nyeste medlem af sin trådløse Formation familie, der bl.a. omfatter de større Wedge højttaler og Formation Duo højttalere, Formation Bass subwooferen, Formation Bar tv-højttaleren og Formation Audio hub.

I den forbindelse kan Flex fungere som både venstre og højre front-højttaler eller som baghøjttalere i en 5.1 surround opstilling. Flex kan tilsvarende indgå som et nyt medlem i et B&W multi-room set-up.

Jeg kunne imidlertid godt forestille mig, at mange vil købe Flex – uden resten af de dyre B&W højttalere. Med Bluetooth og Wi-Fi vil den formentlig være en fornem ledsager til en smartphone, tablet eller laptop. Enten som enkelt-stående box med 360 graders lydspredning og egen stereo-forstærker. Eller som par, hvor stereo-billedet bliver endnu bedre.

Som de fleste andre højttalere i det rørformede design kan B&W Formation Flex betjenes via knapper på toppen. Alternativt bruger man sin mobiltelefon eller tablet med Formation app’en på. Den kan i øvrigt også bruges til at fin-justere højttalerens lydbillede, hvis man ikke stoler på dens indbyggede Dynamic EQ automatik.

Den lille og fleksible Bowers & Wilkins nyhed skal komme på markedet i slutningen af september. Prisen som nævnt 3.399 kroner i Danmark og 399 pund i England….

Betjeningen foregår fra toppen af Flex højttaleren eller B&W’s Formation app på mobilen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Danmark er et dyrt iPhone land (opd)