Ny billig iPad fra Apple

Firefox tæmmer Facebook

Det er ikke kun medier, kendisser, politikere og millioner af Facebook brugere, der reagerer negativt på de senere ugers afsløring af Cambridge Analyticas misbrug af FB-medlemmers personlige informationer til politiske formål.

Også it-branchen har fået travlt med enten at fortælle, at sådan en slags opsamling af data som Facebook gør den da ikke. Eller den forsøger at udvikle værktøjer, som gør det sværere – hvis ikke umuligt – at trække så mange vitale informationer fra online tjenester, uden at personerne selv godkender det først.

EU’s kommende GDPR regler, der indføres den 25. maj, vil være et godt skridt. GDPR – General Data Protection Regulation – sætter klare grænser for, hvordan virksomheder og den offentlige sektor må håndtere borgernes personlige oplysninger.

Softwarehuset Mozilla – dem med den populære Firefox web browser – går en anden vej.

Mozilla tilbyder nu en gratis udvidelse – en ”extension” – af Firefox, der giver en meget bedre kontrol over Facebooks ”tracking” af alt, hvad FB brugere foretager sig.

Den nye ”Facebook Container” extension vil i princippet isolere Facebooks ”elektroniske øjne” fra alt det, man foretager sig online – uden for Facebook selv. Alene det kan være ret så vigtigt.

For et par dage kom det således frem, at Facebook Messenger app’en på ens Android telefon registrerer f.eks, hvem man ringede til eller udvekslede sms med.

Firefox browseren kan nu begrænse Facebooks muligheder for at registrere, hvad man foretager sig på internet – uden for Facebook selv.

Der er ingen beviser for, at Facebooks almindelige Facebook app har gjort det samme måske mere hemmeligt, men amerikanske fagmedier spekulerer logisk nok i, at hvorfor skulle Facebooks ene app gøre det og de andre ikke.

Facebook forsvarer sig med, at brugerne har givet lov til det. Hvilket er helt korrekt. Som i tilfældet med Cambridge Analytica og andre lignende apps bliver brugere af Facebook Messenger spurgt, om det er ok, at Facebook indsamler yderligere data fra telefonen for at ”forbedre oplevelsen på internet”. Og naive, som rigtigt mange internet brugere er, har de ikke svaret nej.

Men tilbage til Firefox og den nye ”Facebook Container”:

Med den nye extension installeret i sin browser kan man bruge Facebook helt som normalt. Det sociale medie vil fungere præcist, som det altid har gjort.

Facebook Container er heller ikke en reklame-blokker. Brugeren vil fortsætte med at få præsenteret annoncer som del af sine Facebook besøg, Men Container vil gøre det meget sværere for Facebook at bruge informationer om ens web-aktiviteter uden for det sociale medie.

I dag registrerer Facebook også vores besøg på andre websider for at kunne skræddersy reklamer på Facebook mere præcist til os og vores personlige interesser. Facebooks ”tracker-øjne” er placeret på tusinder – hvis ikke millioner – af andre hjemmesider, hvor de agerer helt usynligt for netbrugerne.

Den nye Firefox Container extension tager altså ikke noget af fornøjelsen ved at bruge Facebook til dagligt.  Den kan downloades gratis fra Mozillas hjemmeside her – og fungerer altså kun sammen med Firefox browseren. Ikke med Chrome, Safari, Explorer eller Microsoft Edge….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny billig iPad fra Apple