Nyt kabel har personlighed

Europæere bør ikke følge Trump blindt

USA’s præsident Donald Trump kører en voldsom hetz mod kinesisk tele-udstyr, der senest har medført, at Google vil stoppe levering af Android software til Huaweis smartphones.

Måske Donald Trump og de amerikanske myndigheder skulle feje for egen dør først. Ifølge tyske medier har man nemlig fundet langt flere ”bagdøre” i udstyr fra den amerikanske it-gigant Cisco end i kinesiske telefoner.

Under overskriften ”Europæerne skal ikke følge Trump blindt” skriver den store avis ”Der Tagesspiegel”, at der er helt ok, at moderne elektronik-udstyr bliver tjekket i alle ender og kanter, før det slippes løs hos europæiske forbrugere og i infrastrukturen hos teleselskaberne.

Den grundige kontrol skal dog bare foregå på neutral basis. Den skal ikke jage produkter fra bestemte lande som f.eks. Kina, men omfatte alle. Også udstyr fra lande, som vi officielt er allierede med.

Ifølge den tyske avis har sikkerheds-myndigheder fra Tyskland og Storbritannien efter flere års undersøgelser ikke kunnet finde nogen ”bagdør” i Huaweis udstyr. Også eksperter fra EU-Kommissionen har været involveret i undersøgelserne.

Bagdøre eller ”loop holes”, som de også kaldes med et teknisk udtryk, skal angiveligt give den kinesiske efterretnings-tjeneste adgang til vitale informationer om trafikken i telenetværk og smartphones.

Det tyske medie fremhæver bl.a, at de europæiske sikkerheds-myndigheder ofte finder huller i udstyr fra amerikanske Cisco, der er verdens største fabrikant af it-netværk. Mindst 10 tilfælde har været rapporteret siden 2013.

Direktøren for de tyske telemyndigheder, Jochen Homann, siger, at sikkerheden omkring fremtidens 5G netværk skal diskuteres ud fra et neutralt standpunkt. De må ikke blive rodet ind i internationale handelskrige mellem to lande.

Homann understreger samtidig, at Tyskland ikke vil udelukke Huawei fra landets 5G udvikling. Det samme sagde han den 15. april.

Tyskland går dermed imod bl.a. USA, Canada, Storbritannien, Australien og Danmark. Herhjemme har TDC fyret Huawei fra sin opbygning af 5G netværket – formentlig efter politisk pres.

USA’s præsident Trump fører sin handelskrig med Kina på alle fronter. Han er ikke bange for at gå direkte mod navngivne kinesiske tech-virksomheder, som han føler er en trussel mod amerikansk high tech.

Huawei er den mest kendte, men amerikanerne har også i perioder ekskluderet mobilfabrikanten ZTE og andre kinesiske telefabrikanter.

Problemet med bagdøre og loop holes er universel. Jo mere kompliceret software til moderne computere og netværk bliver – desto større er risikoen for, at den rummer huller, som hackere kan udnytte.

Bevidste huller er heller ikke et nyt fænomen. Dem bruger softwarehuse og programmører bl.a. til at kunne gå ind i computere udenom de officielle indgangsdøre.

Ingen kan udelukke, at Huawei og andre fabrikanter med tæt forbindelse til den kinesiske regering faktisk har indbygget programkode, der kan fungere som sladrehank for eksterne uvedkommende. Men de er aldrig blevet fundet, og Huawei afviser naturligvis kategorisk, at de eksisterer….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt kabel har personlighed