Facebook på vej med Snooze funktion

Drone holder øje med dit hjem

Sikkerheds-kameraer, som man kan fjernstyre via internet fra sin smartphone, er ikke den store nyhed. De findes i adskillige varianter, og mange har dem i brug til at holde øje med deres hjem eller kontorer, når de selv er borte.

Men hvor mange af disse kameraer kan flyve og bevæge sig svævende rundt i lokalerne?

Aire kan. Det er en slags flyvende robot, som man kan aktivere fra afstand og lade flyve rundt i værelser og lokaler, mens den sender ”live” video til ejerens smartphone, tablet eller pc.

I udseende ligner Aire mest af alt en tøjspand med bløde sider. De er dog nødvendige, så hverken inventar eller drone kommer til skade, når de støder ind i hinanden under inspektions-runderne.

Alle, der har prøvet at styre en drone, ved, hvor vanskeligt det kan være. Især indendørs. Sammenstød med lamper, skabe og møbler er nærmest uundgåelig – også når man har dronen i sit synsfelt. Hvor svært er det så, når dronen befinder sig i et andet rum end man selv, eller man sidder mange kilometer borte?

Aire er udrustet med fire sonar sensorer og et 3D kamera, der sammen sørger for, at den flyvende sikkerhedsvagt kan undgå uønskede sammenstød. Lukkede døre kan Aire dog ikke overvinde.

Hvis man selv er hjemme, kan man styre robotten med en app på sin smartphone. Alternativt kan Aire reagere på mundtlige ordrer. Den er nemlig kompatibel med Amazons digitale Alexa assistent.

Den cylindriske drone vejer 1,3 kilo og er 35 cm høj og 30 cm i diameter. Den kan inspicere hjemmet eller kontoret helt på egen hånd. Man skal blot indstille i app’en, hvor ofte det skal ske. ”Runden” kan foregå i både dagslys og mørke. Aires kamera har nemlig ”night vision.”

Indeni den ”flyvende spand” sidder bl.a. en Nvidia Tegra processor, en ARM-baseret ”flight controller”, alskens sensorer og både et 3D og et 4K videokamera. Præcise højde- og afstands-målere er der naturligvis også.

I stil med gulv-robotter finder Aire selv tilbage til sin dok, når den er ved at løbe tør for energi. Her vil batteriet så blive ladt op automatisk – klar til næste flyvetur. Den kan vare op til otte minutter på en optankning.

Aevenas første version af Aire har begrænset selvstændighed. Den skal helst fjernstyres af sin bruger. Senere opdateringer vil tilføje ekstra autonomi. Lidt i stil med, hvad vi læser om fremtidens selvkørende biler. Blot opererer Aire halvanden meter højere oppe i luften.

Aire kan forudbestilles via iværksætter portalen Kickstarter til priser fra 699 USD – ca. 4.450 kroner….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook på vej med Snooze funktion