De hotteste games lige nu
Uanset, om de fleste synes, det er for tidligt at tænke på jul, bliver alle mindet om det i reklamer og butiksvinduer, at årets største højtid nærmer sig.
Det gælder naturligvis også for spil til computeren, mobilen og konsollerne, der bliver et af årets store julegave hits. Det er alle enige om. Uenige er de til gengæld om, hvilket eller hvilke spil som bliver de mest solgte.
Sagen er jo, at mange gamer-freaks for længst har købt eller forudbestilt de nye spiltitler. De kan ikke vente på, at forældre, kærester, søskende eller andre familie medlemmer får dem pakket ind og lagt under træet den 24. december.
”Call of Duty: Black Ops 4” (se indledningsfoto), ”Assassin’s Creed: Odyssey” og ”Red Dead Redemption 2” ser ud til at blive de helt store hits i år. I hvert fald har en tredjedel af computerspillerne til hensigt at købe dem – eller sætte dem øverst på ønskesedlen.
Det viser en ny rundspørge blandt over 5.000 gamere, som den schweiziske storbank UBS har foretaget i USA, Japan, Tyskland, England og Kina.
Flere af årets helt store spil-titler er slet ikke kommet på markedet. Softwarehusene venter til november og december for at få det maksimale ud af julehandelen, hvor folk ikke kigger helt så nøje på, hvad gaverne koster.
Analytikerne fra UBS banken forventer, at den kommende jul bliver ekstra-ordinært god for computerspil industrien, der i forvejen omsætter for mange milliarder dollars i årets sidste to måneder.
Det kan også ses af, hvor mange der allerede har forudbestilt de nye spil, selvom de slet ikke har set dem endnu. Højst nogle trailere som appetitvækkere….
Ingen kommentarer endnu