Nokia X6 skal hedde til 6.1 Plus

De 10 mest solgte mobiler i verden

Apples iPhone 8 er verdens mest solgte smartphone i øjeblikket. Den dyre iPhone X er trillet ned på en global tredjeplads, og Samsung har mistet sin førsteplads fra april.

Det viser de netop udsendte salgstal for maj måned, som analyse firmaet Counterpoint har indsamlet og bearbejdet.

Maj må i det hele taget have været en jubelmåned for Apples telefonfolk. iPhones sad nemlig på tre af verdens mest solgte smartphones. Samsung havde kun én model med i Top-5. Det samme havde Xiaomi, som vi omsider får at se i danske butikker fra efteråret.

Da Apple introducerede iPhone 8 og iPhone X i oktober sidste år, regnede alle med, at 8’eren ville blive bestselleren. Sådan havde det historisk set altid været hos Apple.

De 10 mest solgte smartphones i verden i maj. (Infografik: Counterpoint Research)

Til de flestes overraskelse var det imidlertid markedets dyreste smartphone, der erobrede førstepladsen. Både på verdensplan og i Danmark.

iPhone X slog alle andre og blev den mest solgte mobiltelefon på denne klode i årets første kvartal. Så overtog den nyere Samsung Galaxy S9 tronen for en kort stund, men er allerede efter en måned væltet af tronen – denne gang af Apples mere ”standard” iPhone 8 model.

Hvis man ser lidt nærmere på Counterpoints tal, vil man opdage, at ingen smartphone model dominerer det internationale marked. Kun hver 40. solgte mobil i maj var en iPhone 8, der erobrede en markedsandel på 2,4 pct.

Tager vi storebror iPhone 8+ med, nåede Apple en global markedsandel på 4,5 pct. i maj. Det er præcist det samme som Samsung med sine to Galaxy S9 og S9 Plus.

Verdens – og Danmarks – tredjestørste smartphone mærke optræder ganske anonymt på Counterpoints hitliste for maj. Kun en enkelt model er med i Top-10 – Huawei P20 Lite på en global syvende plads.

Salget af Samsungs Galaxy S9 har været skuffende. Folk synes ikke, at telefonen leverer nyt nok til prisen.

Huawei har ellers for nylig været ude med en meddelelse om, at man ville sælge 200 millioner smartphones i år. En fordobling på ganske få år. Hvordan kan det hænge sammen?

Forklaringen er formentlig, at Huawei sælger forfærdelig mange forskellige smartphones. Både under eget navn og som Honor og S    telefoner. Den store bredde sørger for, at ingen enkelt model bliver en global bestseller.

Helt anderledes hos Apple, der kun sælger få iPhone modeller. Måske situationen ændrer sig til efteråret, for da vil Apple lancere hele tre nye iPhone X telefoner. Så skal forhandlernes butikshylder gøres bredere, så der bliver plads til flere Apple varianter.

Hos Samsung i Sydkorea er de gule lamper begyndt at blinke – ikke kun på grund af det alt andet skuffende salg af Galaxy S9 telefonerne.. Men også fordi Samsung koncernens omsætning ser ud til at falde for første gang siden begyndelsen af 2017.

Forklaringen er, at de gyldne tider for mobiltelefoner er ved at være ovre. Folk køber ikke ny smartphone, hver gang der lanceres en ny model. Publikum er tilfreds med den udmærkede mobil, de har. Mange markeder er med andre ord ved at være modne – for ikke at sige mættede.

Et lidt skuffende mobilsalg sørger for, at Samsungs vækst er standset for første gang i et år. (Infografik: Statista.com

Overordnet set går det dog rigtig godt for Samsung. Koreanerne har solgt for 51,8 milliard USD i andet kvartal af 2018 – og Samsung hentede et overskud før skat på 13,2 mia. USD i april, maj og juni.

Det er tal, som ville få de fleste andre virksomheders økonomichefer og bestyrelser til at danse på bordene. Men ikke hos Samsung. De 13,2 milliarder USD i profit er nemlig et fald i forhold til kvartalerne forud.

Faktisk har Samsung kun én gang før oplevet et fald i omsætning og indtjening. Det var i slutningen af 2016, hvor mange Galaxy Note 7 telefoner brød i brand. Samsung måtte efterfølgende trække millioner af Note 7 mobiler tilbage fra markedet.

Ifølge den engelske erhvervsavis Financial Times forklares faldet i omsætningen med en skuffende efterspørgsel efter Samsungs seneste Galaxy S9 flagskib. Det kom på markedet i foråret, hvor mange syntes, telefonen var for dyr og uinteressant. Den bød ganske enkelt ikke på spændende nyheder nok i forhold til forgængeren S8. Så hvorfor købe nyt.

Hvis I vil se de 10 mest solgte smartphones i Danmark i den netop overståede juni måned, kan I læse Leifshows artiklen her….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nokia X6 skal hedde til 6.1 Plus