Denne mobil kan råbe enormt højt

Begynder TikTok at true Instagram?

Et og andet kunne tyde på, at den kinesiske TikTok app er begyndt at genere Facebook for alvor. – og det er der straks flere gode grunde til.

Dels er TikTok med over en milliard downloads nu på størrelse med Facebooks datterselskab Instagram. Dels har TikTok fat i det helt unge publikum, der er Facebooks største problem, når fdet gælder publikum.

Hvad gør Mark Zuckerberg så, når et af hans sociale medier taber markedsandele til en konkurrent? Man kopierer da rivalens bedste funktioner og features – og kalder dem sine egne.

Den praksis har Facebook flere gange tidligere praktiseret over for Snapchat, der for et par år siden så ud til at stjæle især teenage publikummet fra ”fjæset” selv og fra Instagram. Resultatet er, at alle Facebooks sociale medier i dag har de populære ”Stories”, Dem nuppede Zuckerberg direkte fra Snapchat – endda uden at ændre navnet på dem.

Er Instagram på vej til at kopiere en af kernerne i den populære TikTok app? (Foto: William Iven / Pixabay)

Snapchat er aldrig blevet den fare for Facebook og co, som mange havde forventet for tre år siden. I dag er Facebook 12 gange større end Snappen – målt i brugertal – og fem gange flere bruger Instagram end Snapchat.

TikTok kunne imidlertid blive meget mere farlig. Ganske enkelt fordi musik-sang-foto app’en har fat i et endnu yngre publikum. Helt ned fra små børn elsker TikTok, så snart de kan betjene en mobiltelefon eller tablet.

Samtidig har TikTok udviklet sig fra at være ”bare” en app til at blive et socialt medie med mange af de samme muligheder for deling og publicering som Facebook og Instagram. Endelig er TikTok ved at få reklamer i større stil.

Alt sammen er det noget, der får mindst de gule lamper til at blive i Mark Zuckerbergs førerbunker. Er der nu en seriøs rival på vej, som kommer fra det eneste land i verden, hvor Facebook ikke har fodfæste – nemlig Kina?

TikTok er utrolig populær hos børn og unge verden over. Mere end 1,5 milliard gange er den kinesiske app blevet downloadet. (Foto: TikTok)

Som altid afprøver Facebook sine nye ideer og ”kopier” på et enkelt marked eller to, inden de bliver rullet ud i alle andre lande. Det sker lige nu i Brasilien, hvor Instagram tester den nye feature ”Reels.”

Reels gør det muligt at lave små 15 sekunders video klip til musik og sang. De kan så deles direkte via Instagram som Stories. Det er præcist, som TikTok fungerer.

I Instagram vil brugerne kunne dele deres egne musik-videoer endnu bredere end i TikTok. Det sker via en ”Top Reels” sektion på det sociale medies Explore side.

Brugere kan lægge deres egne video-klips, der både kan være kunstfærdige eller simple ”sing alongs”, sammen med musik – hentet i Instagrams store musik-katalog. Alternativt bruger man offentligt tilgængelige ”reels”, som de f.eks. findes millioner af på TikTok.

Modsat TikTok kan det nye Reels udnytte Instagrams direct messaging funktioner. Man kan også styre distributionen af sine klips bedre ved f.eks. kun at sende dem ud i lukkede brugergrupper. Endelig får Reels også et nedtællingsur, så man bedre kan se, hvor mange sekunder man har tilbage af sin optagelse.

Parallelt med Reels skal Instagram også være på vej med en mere avanceret Scenes feature. Den skal indeholde værktøjer til at mixe musik og video til Stories. Bl.a. skal det være muligt at tilføre Augmented Reality effekter til sine egne videoklip.

Instagram og Facebook afviser som altid, at ny-opdagede funktioner som Reels skal markedsføres over hele verden. Lige nu er de et eksperiment, der udelukkende kører i Brasilien, hvor det er meget populært at dele egne små musik-videoer.

Ikke desto mindre siges Instagram at udvide Reels til en lukket gruppe af brugere i denne uge. Så varer det nok ikke lang tid, inden hele verden får den nye musikalske del af Instagram….

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Denne mobil kan råbe enormt højt