Anker er til badelivets glæder

Gratis app oversætter babysprog

Alle nye forældre og bedsteforældre vil kunne bekræfte, at lydene fra en grædende baby kan kommunikere en masse forskellige ting. Lige fra ”jeg er sulten” eller ”jeg har ondt” til ”godt at se dig mor”.

Selv erfarne mødre kan være i tvivl om, hvad baby forsøger at sige. De kan så heldigvis nu få hjælp fra en ny smartphone app, som forskere på universitetet i Los Angeles (UCLA) har udviklet.

Ved hjælp af maskinlæring og kunstig intelligens kan Chatterbaby app’en ”oversætte” babys skrig og dekode, hvad det lille menneske forsøger at fortælle sin mor og de andre voksne omkring det.

App’en hedder Chatterbaby og er egentlig udviklet til at hjælpe døve forældre med at opdage, når deres baby græder og skriger. Via billeder og symboler på en smartphone eller tablet skærm kan app’en fortælle, om det lille barn skriger af nød eller bare er snakkesalig på den støjende måde.

Interessen for Chatterbaby har imidlertid været så stor – også hos forældre med almindelig hørelse – at forskerne nu har lavet en version 2 med nogle smarte nye funktioner. Nu kan app’en f.eks. dele babys skrig op i fire kategorier – smerte, sult, glæde og kræsenhed: ”Æddvv, det gider jeg ikke spise”.

”Mødre forstår instinktivt, hvad deres barn prøver at fortælle dem. Det ved de alene på barnets skrig – også uden at kunne se barnets ansigt. Vi forsøger med kunstig intelligens at træne software, så den kan gøre det samme som forældrenes ører,” forklarer lederen af det californiske forskerhold Ariana Anderson.

Chatterbaby kan genkende babyens kommunikation ud fra skrigelydenes frekvens, længde, intensitet og rytme.

Som led i udviklingen af Chatterbaby har forskerne arbejdet med over 2.000 forskellige optagelser af baby skrig. Den nuværende prototype kan identificere smerte skrig i 90 pct. af tilfældene, mens præcisionen ikke er helt så høj, når det gælder kræsenhed eller pylrethed.

For hver dag og uge bliver app’en dog dygtigere og dygtigere til at forstå baby-sprog. Inden længe vil den gratis app kunne hjælpe de fleste forældre, lover forskerne.

Den smarte software kigger bl.a. på de lydfrekvenser, som barnet udsender – plus de forskellige mønstre af lyde og pauser i kommunikationen. Når en baby har ondt, er skrigene typisk højere og længere med meget få pauser mellem lydene.

Ligesom hos større børn og voksne mennesker er der store individuelle forskelle i babyers kommunikation. Ud over en indbygget standard database af lyde kan Chatterbaby derfor skræddersy sig selv til hver enkelt lille person, den skal oversætte sproget for.

(Alle fotos: University of California Los Angeles)

Forældre kan f.eks. via mobilen optage klip af deres babys skrig og sende det via internet til en server hos forskerne på UCLA. De kan så forsøge at identificere signalerne og opgradere deres app.

De indsendte lydklip anonymiseres automatisk, før de bruges til at forbedre en stor database med tusinder – måske millioner af baby beskeder – som forældre kan tappe viden fra.

Forskerne vil også forsøge at finde ud af, om eventuelle sygdomme hos det lille menneske kan opdages via dets stemme og skrig. Nogle læger mener, at f.eks. autisme kan spores ad den vej på et meget tidligere tidspunkt end i dag.

Chatterbaby kan downloades gratis her. Forskerne håber, at forældre vil være interesserede i at medvirke til at gøre app’en stadig bedre ved at indsende deres egne babylyde og dele deres erfaringer med app-udviklerne i Los Angeles.

I kan se Chatterbaby i funktion i denne video:

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anker er til badelivets glæder